Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

FORSKELLIG INDRYKNING 135 Hver enkelt indrykning bør ikke indtage større plads end højst fornøden; undtagelsesvis er det dog det heldigste at udvide indrykningerne lidt, naar man derved kan undgaa, at de falder sammen med den i værket almindeligt brugte indrykning. Foran tal eller bogstaver bør der kun sættes en saa bred udslutning, som hensynet til en ensartet tykkelse af de forskellige skrifttegn fordrer, saaledes at disse kan kom* me til at staa nøjagtigt under hverandre. I de benyttede ind« rykninger bør man undgaa tynde spatier. Forekommer der flere underafdelinger, betegnes de enkelte led med følgende skrifttegn og i følgende orden: romertal, antikva^versalier, arabiske tal og smaa antikvabogstaver. Yderligere delinger forekommer sjældnere, men findes der flere, betegner man de følgende med græske bogstaver eller med dobbelte smaa bogstaver: a), ß), aa), bb). Bruger man kun arabiske tal og smaa antikvabogstaver, som i foranstaaende eksempel, føjes der hyppigst en parentes til bag tegnet; skal man derimod benytte romertal og antikva^versalier, er det rigtigst at have punkt bag alle tegnene. Indrykninger, der ikke paabydes af fritstaaende skrifttegn, bør kun undtagelsesvis finde sted ved længere afsnit. Særlig uskønt virker den endnu af og til brugelige skik, at rykke citerede breve eller udtalelser 1 — 3 gevierter ind, ligesom bru« gen af et gaaseøje foran hver linie i slige citater baade er uskøn og overflødig. RÆKKESATS arrangeres modsat almindelig sats, idet den . første linie sættes paa fuld bredde, medens de følgende efter formatets størrelse rykkes 1—3 gevierter ind; 1 gevierts indrykning er dog tilstrækkelig i alle tilfælde. Har en rælo kesats løbenumre foran teksten og talkolonner i enden af li« nierne, maa disse begge holdes fri, hvis der forekommer oms løbende linier. — Indrykningen for de tegn, der skal staa frit, maa imidlertid ikke falde sammen med den almindelige i værket brugte indrykning. For at undgaa dette, maa der holdes en udslutning foran tegnene, saaledes at indrykning gen for disse bliver større end den almindelige. Tallene bør sættes nøjagtigt under hverandre efter deres regningsværdi (brøker, enere, tiere o. s. v.), saa vidt gørligt ogsaa, naar der ingen opsummering finder sted (se næste side).