Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

som kan læse og skrive, er kendskab til de forskelligartede virksomheder, af hvis forenede produkt typografien først og fremmest afhænger, noget ualmindeligt hos andre end den forholdsvis snævre kreds, som paa den ene eller den anden maade har med typernes fremstilling at gøre. Typografiens ophav, skriftstøbningen, er nu som for aarhundreder siden en sort kunst; selv hovedmassen af typografiens udøvere ken* der ikke stort mere til tilblivelsen af det grundmateriale, de daglig har for øje og daglig sysler med, end at det er »støbt«. Dette er en fejl; enhver typograf, der vil være alsidig i sit fag, bør ikke indskrænke sin faglige viden til praktisk for= staaelse af, hvorledes det ham undergivne raastof bedst lader sig udnytte; han bør ogsaa, i alt fald i hovedtrækkene, have kendskab til, hvoraf dette raastof bestaar, hvorledes det fra første begyndelse har set ud, og hvilke forædlinger det har gennemgaaet, inden det kommer indenfor hans synskreds. Grundmaterialet for typografi i snævrere forstand er seks« sidede, aflange metalstave, af hvilke nogle paa den ene ende* flade bærer skrifttegn eller andre billedlige fremstillinger i relief, medens andre er omkring 3—4V2 millimeter kortere og uden tegning paa endefladen. Med de første gengiver sætte* ren manuskriptets ord, med de sidste de fornødne større og mindre aabninger mellem ordene. I det faglige sprog gaar samtlige metalstave under fællesnavnet skrift; gruppevis klas« sificerede kaldes de først nævnte typer eller bogstaver, de sidst nævnte udslutninger eller blindt materiale. For at kunne paatage sig udførelsen af trykarbejder, afvis gende i karakter, form og omfang, tnaa et bogtrykkeri raade