Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

4 STEMPELSKÆRING over et stort udvalg af skrifter, uensartede i tegning og stør* reise. Grundmaterialet, hvis enkelte typers antal, selv i bogs trykkerier af mindre omfang, løber op i millioner, er først teknisk tilfredsstillende, naar alle typelegemer er nøjagtig retvinklede og typelegemerne med skriftbillederne i relief absolut plane og ens i højden. Disse fortrin er hidtil kun opnaaede ved at støbe typerne i et for dette øjemed særlig konstrueret instrument og af en metalblanding, hovedsagelig bestaaende af bly og antimon. Ved vore dages meget store plakatskrifter er man dog a£ økonomiske hensyn tvungen til at se bort fra absolut nøjagtighed i typelegemernes retvink* lede form, og fremstiller derfor disse i andre stoffer, navnlig i messing, zink, jern og visse haarde, tæt aarede træsorter. TYPERNES FREMSTILLING J Bogtryktypens urform er patrisen, fa« ? derformen, eller i daglig tale stemplet. Stemplet er for de almindelige bogskriftstørrelsers vedkom* mende en 1—2 kvadratcentimeter i omfang og omkring 5 cen== timeter lang staalstang, i hvis ene, stump tilspidsede endeflade skriftbilledet udarbejdes i højt relief. Stempelskæring i haan* den for typografisk øjemed er den mest møjsommelige og vanskelige a£ de forskellige virksomheder, som udgør det sam> lede typografiske fag. Hos ingen anden af fagets forskellige udøvere forlanges tilnærmelsesvis en saa fuldendt teknisk fær* dighed, og i intet andet typografisk arbejde har et fejlgreb saa vidt rækkende fordærvelige følger som i stempelskærerens. Stempelskæreren, der for det meste ogsaa er skrifttegner, maa minutiøst følge en paa det omhyggeligste gennemarbejdet og beregnet arbejdstegning af alle til den paagældende skrift hø= rende skrifttegn. Vore dages skriftbilleder konstrueres vel ikke efter fortidens teoretiske regler for skrifttrækkenes geometri* ske proportioner, men skrifttegneren er alligevel ufrit stillet med hensyn til, hvorledes han vil forme de enkelte bogstaver i en skrift. Den respektløshed for de ældgamle skrifttegns former, som en kunstner næsten altid tillader sig i arbejder for grafisk gengivelse, kender den fagligt uddannede skrift« tegner ikke til, naar der er tale om skrifter for bogarbejder.