Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

STEMPELSKÆRING 5 Han maa holde sig til de former, som i aarhundreder har været fastslaaede som de rette, og han er tvungen til at gøre alle bogstaverne ensartede i stil, saa at skriften i stort som i smaat fremtræder som et symmetrisk hele. Alle modsvarende skrifttræk skal være ens i højde, linie, form, bøjning og vin« kel, saavel som i farve og indbyrdes afstand. Af det ovenstaaende fremgaar, at nøjagtighed er en hoved« betingelse for at kunne skære stempler til brug for typogra* fien. Men selve begrebet er relativt, idet en virkelig nøjagtig* hed ofte maa forvandles til en tilsyneladende. Lægger man en lineal ved en linies over« og underkant, vil det ses, at runde bogstaver f. eks. ikke holder absolut retning med bogstaver, som slutter med skrafferinger. Dette er et synsbedrag, som 11 U M O R maa fremkaldes, for at visse bogstaver ikke paa tryk skal synes enten for lave eller fortegnede. Af saadanne finesser findes der i hundredvis i skrifttegnerens praksis, og de veks« ler i hver enkelt skriftstørrelse og ved hver ny skrift. Førend stemplet kan udgraves af staalstangen, maa denne af hærdes for at kunne bearbejdes med skærende instrument ter. Tidligere maatte stempelskæreren selv afhærde staalstæn* gerne ved at indeslutte dem i en med trækulstøv fyldt, luft* tæt sluttende jernkasse, der saa blev udglødet i en ovn. I vore dage faas staalstængerne altid afhærdede fra staalvæi> kerne. Stempelskæreren begynder sin virksomhed med at pla* nere den ende, som agtes benyttet til skriftbilledets udgrav« ning. Derefter afslibes de to langsider til de danner rette vinkler med hinanden og med endefladen, og sluttelig slibes de to resterende langsider paa samme maade som de første. I nøje overensstemmelse med arbejdstegningen, eller en pan* tografisk eller fotografisk formindskelse af denne, indridses nu skrifttegnets konturer i omvendt stilling (H) paa endefla« den. Da stemplet paa samme maade som den støbte type skal