Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere
Forfatter: Emil Selmar
År: 1913
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 472
UDK: 655.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
ALMINDELIG DIGTSATS
163
Undertiden opstilles udførlige indholdsfortegnelser paa den maade, at der foruden hovedafsnit og alle i værket forekom* mende rubrikker tillige medtages nogle i teksten behandlede enkeltheder:
Første Afsnit: Skriftmateriellet.................................... 1
I. HovecUSkriftarterne............................................ 1
Brødskrifter................................................... 1
Antikva...................................................... 2
Fraktur...................................................... 4
II. Titelskrifter.................................................. 5
Egyptienne................................................... 6
Grotesk...................................................... 7
Disse behandles, som foran vist, saaledes, at hovedafsnit* tene sættes yderst i linierne; de med tal eller bogstaver mær* kede rubrikker rykkes saa meget ind, at tallene holdes frit og under hinanden, medens de til teksten hørende stikord selvføl« gelig rykkes 1—2 gevierter ind over det rum, der holdes frit.
J I det foregaaende er sætterens virksom* hed ved jævn bogsats, fra arbejdets be= gyndelse og til det tidspunkt, da trykkeren overtager satsfor* men, behandlet. Førend der gaas over til omtalen af de bian* dede og komplicerede satsarter, vil det være rigtigst at berøre sætningen af poetiske og illustrerede værker, da disse, om de end tit kan være baade blandede og komplicerede, som helhed betragtet dog nærmest hører ind under begrebet glat sats. DIGTSATS adskiller sig fra prosasats derved, at hver verslinie er en udgang. Som hovedregel gælder det for denne satsart, at hvert vers af et digt, uanset om det er skrevet med eller uden rim, saa nøje som muligt skal staa paa midten af formatet, det vil sige, den bredest udløbende verslinie skal være nogenlunde lige udsluttet paa midten af den givne formatbredde. Den bredeste linies indrykning gæk der som maalestok for alle øvrige verslinier, der har ens antal fødder, uanset om de løber forskelligt ud. Ved den bredeste linie bør man dog iagttage, at der kun bruges større udslut* ningstykkelser til indrykning, altsaa at man ikke søger mid*