Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

164 ALMINDELIG DIGTSATS ten alt for samvittighedsfuldt, til udslutninger under en halv* gevierts størrelse. Saavel foran i linien som efter teksten for« deles udslutningerne efter deres størrelseforhold saaledes, at de smalleste staar op til skriften og de bredeste yderst i linien. Naar en enkelt verslinie undtagelsesvis løber bredere ud end de andre — f. eks. ved at der findes en tankestreg i linien eller et ord er citeret —, bør man slutte denne linie noget mere til højre, omtrent det halve af differencen, for at de fremtrædende korte linier i verset saa meget som muligt kan komme paa midten af formatet. Et digts hele bygning, dets fødder saavel som dets rim, betinger en forskellig indrykning af linierne: Parnassets MaskesFæ . . . Saa længe raabte Bæ Til Reglerne, At Phøbus sendte vred En skiemtsom Muse ned Til Keglerne. Sol er oppe Skovens Toppe glimre alt som Gimles Tag; Bud os bringer Hanevinger, Hanegal om klaren Dag. Brede verslinier, som f. eks. Alexandriner og Heksametre, maa ofte brydes; i saadanne tilfælde begynder den første linie uden indrykning og sættes paa fuld formatbredde, me« dens de ord eller stavelser, som bliver til rest, erholder en incU rykning af to trediedele eller der omkring af formatbredden: Hist under Asgers herlige Hvælv, det skønneste Minde, Nordens Vikingekraft har sat sig selv i sin Hjem# stavn, Og hvis halvt forvanskede Træk nu Kunsten for# ynger, — Denne gamle indrykningsmaade er langt at foretrække for den mere moderne grimme indrykning af én geviert bag i linien, fordi man derved undgaar, at den restudslutning, som den første linie ofte ender med, naar den vilde blive for ud* spilet ved en almindelig fordeling af det tiloversblevne rum, omtrent falder sammen med den anden linies indrykning bag