Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

ALMINDELIG DIGTSATS lé5 fra. Det er en selvfølge, at alle de brede linier maa være uden indrykning, den gevierts indrykning, som enkelte forfattere forlanger ved begyndelsen af hvert nyt vers, undtagen. Vers, man ikke kan undgaa at bryde fra én kolumne til en anden, bør helst deles saaledes, at hver kolumne har tilsvarende rim; lader dette sig ikke udføre, maa man i alt fald bryde saale« des, at meningen ikke forvanskes. Man kan i saa tilfælde for* svare at bryde, naar linien slutter med et skilletegn, men ud over dette maa der ikke gerne gaas. Ved indrykningen af meget smaa digte, som f. eks. stam* bogsvers og epigrammer, bør man ikke gaa saa vidt i ud« slutning midt paa formatet, at hvert enkelt faar en forskellig indrykning, naar denne ikke veksler mere end i geviert, thi derved faar siderne et uroligt udseende. ^re ^an ^øre: Ty'’ ©ammelt ®bab er fltønt og ftort, 3 ®et er gobt, naar bct er giort, SRen — bet la’r fig itfe gtørel Ved vers, der forekommer som citater i prosa, følges de samme regler, som foran er anført, hvad midtstillingen an^ gaar. I almindelighed sættes citerede strofer med en én grad mindre skrift end den til teksten benyttede, og mellemslaget mellem tekst og citat bør saa vidt muligt udgøre fulde tekst* linier, forskellen mellem de to kegler medregnet, saa at det bliver trykkeren muligt at faa register paa siderne. Af sam* me grund maa sætteren ved selvstændige poetiske arbejder stræbe hen til, at rummet saavel mellem de enkelte vers som over og under digtet indrettes paa et fuldt antal linier. Forekommer der flere vers af kort liniebredde som citat eller som mellemstykke i prosasats paa større oktavformater, sættes disse hyppigt tospaltet; i slige tilfælde bør versene staa over for hinanden, og ved et ulige antal vers sættes det sidste paa fuld liniebredde under spaltesatsen. Om man vil skille tospaltede vers ved en fin streg, afhænger af omstæn« dighederne eller af smagshensyn; som tidligere berørt, bør