Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

DRAMATISK DIGTSATS 167 at et lille ord under et bredt personnavn kommer til at staa paa midten af dette, saaledes som vist nedenfor. Brand. Hvorfra? Skal jeg fortælle? Moderen. Ja! Brand. I fra et Barndoms-Æventyr o. s. v. DRAMATISKE ARBEJDER, uanset om de er i bunden eller ubunden stil, fordrer en del undtagelser fra de almindelige principper for regelret bogsats; man kan i disse sjældnere indrette mellemslagene saaledes, at et nøjagtigt re» gister naas paa linierne inde i kolumnerne, fordi den tilovers* bievne plads maa fordeles ligelig ved alle personnavnene, og man maa se bort fra, at en kolumne ender med en indryk* ningslinie. Personnavne stilles i almindelighed i en linie for sig og sluttes ud paa midten; i stærkt sammentrængte arbejd der sættes de med fremhævet skrift foran 1 linien efter den almindelige indrykning. Navnene sættes i antikva helst med versalier af en mindst én grad mindre skrift af samme snit som tekstskriften, eller med versalier og kapitæler af denne sidste. Fremhævning ved spatiering er nødvendig i fraktur* sats, men lader sig undgaa i antikva. Sceniske bemærkninger sættes hyppigst med en allermindst én grad mindre skrift af samme snit som tekstskriften, og naar de forekommer 1 tekst* linierne, maa de saa nær som muligt holde linie med tekst* skriften. Dette kan kun naas ved at lægge systematiske skyde* linier over og under den mindre skrift. I antikva sættes de sceniske bemærkninger ogsaa undertiden med kursiv af tekste skriftens størrelse. Til under= og overlægning bør man saa vidt muligt undgaa at stykke smaa skydelinier og systema* tiske udslutninger sammen, da de let bringer satsen til at ride. Har man f. eks. i en korpuslinie en scenisk bemærkning af nonpareil, som fylder 30 punkter i bredden, da bør man ikke stykke et tekst og et korpus 2*punktstykke sammen, men