ForsideBøgerTypografi : Før Sættere, …orfattere Og Forlæggere

Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

Forfatter: Emil Selmar

År: 1913

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 472

UDK: 655.25

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 496 Forrige Næste
8 MATRISEJUSTERING dernes flade og den samme dybde i alle matriser er absolut nødvendig for at opnaa den nøjagtige papirhøjde eller skrift« højde, som denne mindre korrekt benævnes, da typelegemet og matrisens dybde tilsammen skal give den rette typehøjde. Hvis der blot paa et enkelt punkt findes den ringeste afvigelse fra den normale dybde, vil den støtte type ikke være plan og derfor ubrugelig i et bogtrykkeri. Justeringens andet trin er at indrette matrisen saaledes, at skriftbilledets sider og matrisepladens sider staar parallelt til hinanden, og at skriftbilledet har en vis afstand fra pladens langsider. Naar parallebstillingen er opnaaet ved slibning af matrisepladens kanter, og denne er nøje konstateret ved maa* ling paa støbte prøvetyper, er der skaffet sikkerhed for, at Kunsten at skære Bogstaver og andre Tegn omvendt i Stempler af Træ og Meta] og aftrykke dem ved Hjælp af en Farve eller nedtrykke dem i en blød Masse, var allerede i Brug hos Babylonierne, Assyrerne og Fønikerne. Resultat efter slet justerede matriser. skriftbilledet ved den senere mangfoldiggørelse vil komme til at staa retvinklet paa typelegemet, og afstanden mellem pladens langsider og skriftbilledets ydre konturer fastsætter den rette skriftvidde. Skriftvidden er en gennemsnits^afbalan« cering af afstanden i skriftbilledernes forskellige træk med den afstand, som bør findes mellem de enkelte bogstaver, for at disse i alle tænkelige sammenstillinger kan give et harmonisk satsbillede. Den lille afsats (kødet), som findes paa hver side af skrifttegnene i de støbte typer, er skriftvidden, og denne fastslaar samtidig typelegemernes tykkelse. En fuldstændig ensartet skriftvidde, saaledes som denne ses paa tryk, er dog praktisk uigennemførlig, især i de store bogstaver i antikvas skrifter, da mange af disses bøjede og ret« og spidsvinklede linier hverken i indbyrdes forbindelse eller i sammenstilling med visse smaa bogstaver kommer tilstrækkelig tæt ind paa de forudgaaende eller efterfølgende skrifttegn. Men da en fuld*