Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

2l6 SÆTNING AF HEBRAISK lemrum mellem ordene, ombyttes et eller flere af de bogstaver, til hvilke der findes udfyldningsstykker, med disse. De brede former yndes sjældnere; i ældre tryk regulerede man mellems rummene ved at sætte saa mange af det næste ords bogstaver i enden af linien, som der kunde blive plads til, for derpaa at begynde paa ordet igen i den følgende linie; a£ skønheds» hensyn er dette at foretrække, da udfyldningsbogstavernes langstrakte tegning kun daarligt harmonerer med de øvrige bogstavformer; men da misforstaaelser ved læsningen let kan opstaa, bruges denne metode ikke ofte. Hvor satsbredden ikke er for smal i forhold til skriftens størrelse, ses der meget paa, at sætteren hjælper sig uden at benytte udspilingsfigu= rerne; spatiering af enkelte ord bruges ogsaa, men kun, naar der ingen anden udvej gives til at reducere mellemrummenes alt for rigelige udstrækning. Foruden disse udfyldningsfigurer har fem an= dre bogstaver (Kaph Mém □, Nun Pé Sadé y) særegne former, de saakaldte finaler, som benyttes i slutningen af ord i stedet for de almindelige tegn.