Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

MELLEMRUMS UDJÆVNING 274 Ligesom i glat sats skilles ordene i titellinier ikke fra hins anden ved en bestemt del af skriftstørrelsens kegle, men ved en mellemrumstype, der staar i et vist forhold til skriftbille® dernes bredde, og hertil vil bogstav n i almindelighed kunne antages som norm for titellinier med store og smaa bogstav ver; i versalsats udvides mellemrummene noget. En saadan De se' C=-<=T=> Sjelle Udstilling al Maltbyg. Halvgevierts mellemrum. gennemsnitsafbalancering opfylder fuldstændig rummets øje* med. Spatiering i titellinier bør kun benyttes i tre tilfælde: De samvirkende sjællandske Landboforeningers Sjette Udstilling al Maltbyg. Mellemrum efter ^tykkelsen. for at drive en linie ud til den bredde, som et godt linie« fald forlanger, for i versaliesats at udjævne uligheden i bog* stavernes afstand fra hinanden og for at svække en fed skrifts kraft. Spatiering gælder ogsaa mellemrummene mellem or* dene og de skilletegn, som staar tæt paa ordene, og spærrings* grænsen er det tyndeste skrifttegn i skriftgraden, altsaa apo* strof, men man bør ikke uden tvingende grunde spatiere saa stærkt. Mellemrummene efter punktum reguleres ligeledes H. C. D. SVENDSEN & SØN som i glat sats, og det samme gælder, naar begyndende eller sluttende bogstavformer ud mod mellemrummene har afsats, som tilsyneladende gør disse større. Udjævningen af de mere eller mindre forstyrrende ufuldkommenheder i versaliernes indbyrdes afstand fra hinanden inde i ordene foretages dels ved spatiering, dels ved underfiling. Ufuldkommenheder er til stede ved saa godt som alle sammenstillinger, men viser sig særlig forstyrrende ved de spidsvinklede former A, V, W, Y, Æ og ved de bogstavformer, der enten op« eller neds efter slutter i en retvinklet eller rundet linie: F, L, T, P og J.