Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

VERSALLINIERS UDJÆVNING 275 For at hvert enkelt skrifttegns skønhed kan komme til sin ret, maa sætteren fjærne uregelmæssighederne i afstanden. Tillader formatbredden eller liniefaldet en udvidelse, ud« jævnes afstandene ved spatiering med forskellige tykkelser spatier; tør linien ikke være bredere, maa man regulere af* standene ved at bortfile det generende kød paa siden af de bogstavforbindelser, som fremtræder mest skrævende. For at tage et lige for haanden liggende eksempel, afviger afstanden KJØBEN HAVN—ALTONA mellem bogstaverne AV og LT saa betydeligt fra afstanden KJØBEN HAVN-ALTONA mellem de øvrige bogstaver, at linien falder fra hinanden KJØBEN HAVN-ALTONA paa de steder, og det samme vil blive tilfældet, hvor sam* menstillingerne FA, PA, LY, TA, AT, TÆ forekommer, og i sammensatte ord med bindestreg mellem visse versalier. Saafremt den omtalte linie kan gøres bredere uden at komme i kollission med formatbredde, liniefald eller spærringsgræn* se, udjævner man de øvrige mellemrum mellem bogstaverne med tyndere og tykkere spatier, saaledes at bogstaverne i den trykte linie tilsyneladende staar lige langt fra hinanden. I modsat fald foretages udjævningen dels ved spatiering, dels ved underfiling af de stærkest skrævende skrifttegns types legemer, saaledes at spatieringen indskrænkes. T. H. P. HOLM ER I de tilfælde, hvor versalierne F, P, T, V, W og Y efter« følges af punktum, bør man ogsaa tilvejebringe en ensartet T. H. P HOLM ER skriftvidde ved underfiling, thi selv om linien kan spærres saa stærkt, som mellemrummet forlanger, vil afstanden meb lem typebilledernes fod og punktet virke skæmmende paa 18“