Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SKILLETEGN OG TAL I TITELSATS 277 skuldre; for at undgaa dette .knipser man med filen eller med en skarp kniv saa meget af disse typelegemers skuldre og sideflader, at den underfilede del svæver i luften. Underfb ling foretages bedst med en flad og ikke £or grov fil, der med smaa, faste strøg føres frem og tilbage over typens si* deflade. I titellinier med versalier bør punktum og komma ude* lades i slutningen af linien; sproglige hensyn gør ikke disse skilletegns anvendelse nødvendig, da tekstens sætningsperio* der tilstrækkelig markeres ved liniernes iso* lerede stilling, men skønhedshensyn kræver dem udeladte, fordi de lave skrifttegn bry* der versaliernes regelrette ensformighed og tilsyneladende forrykker de større liniers midtstilling i formatbredden. Kolon kan i mange tilfælde ogsaa udelades i slutningen Ml Underfilede og af* knipsede typelegemer, af versallinier; derimod maa semikolon, udraabs* og spørgsmaalstegn uvæ* gerlig medtages. I titellinier med store og smaa bogstaver kan de først nævnte skilletegn efter forgodtbefindende ude= lades eller bibeholdes, da deres tilstedeværelse eller fraværelse ingen indflydelse har paa satsens dekorative fremtræden. De saakaldte arabiske tal bryder harmonien i versallinier ved at de altid synes for lave; det er derfor heldigst paa steder, hvor letlæseligheden og liniefald ikke forringes, at omsætte mindre talstørrelser i romertal (XVI. AARGANG) eller i talord med bogstaver (FEMTEN FOREDRAG). Or* denstal med arabiske tal i versallinier bør ogsaa hellere staa som en abbreviation (28. JANUAR) fremfor at faa endeU sen udført med bogstaver (28de, 28de, 28DE). Mellemslagenes regulering er accidenssætte* rens sidste, men ikke mindst vigtige arbejde. Medens man for rubrikker i bogsats — det tredelte liniefald forudsat — i de fleste tilfælde kan regne med skriftbilledets størrelse af den største i en titelformet liniegruppe benyttede skrift som maksimum for mellemrummene mellem linierne, og omkring en halv gang mere ved sætningsperiodens fuldstændige af» slutning, bliver i accidensarbejder satsens udspiling i højden altid en skønssag. Mangfoldige skiftende synspunkter stiller hindringer i vejen for brugen af fastslaaede reglet for mel«