Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

278 MELLEMSLAG I TITELSATS lemslagenes forhold til skriftbilledernes størrelse; titeltekster« nes opstilling og omfang, skriftmateriellets mere eller mindre heldige indbyrdes forhold til den givne papirflade og først og fremmest reguleringen af satsbilledets tyngdepunkt maa nødvendigvis skabe meget variable mellemslag. De eneste almengyldige regler, der lader sig opstille for mellemslag i titelgrupper med det tredelte liniefald, er, at titellinier, der ender med eller kan tænkes at ende med punktum, faar et større mellemslag end linier, som ikke slutter en sætnings« periode, og at muligt nødvendige mellemliniers mellemslag kun bliver omkring halvdelen af det, der bruges i hver en* kelt gruppes selvstændige linier. I liniegrupper, det vil sige: titellinier, der formes i afvekslende brede og smalle linier, men udføres med den samme skriftstørrelse, bør mellemsla* get, selv om hele satsbilledet udspiles stærkt, ikke overskride skriftbilledernes størrelse. I titelsats, der indrettes med de moderne liniefald, bliver mellemslagene i grupperne altid at fastsætte med satsbilledets sluttede udseende for øje, og maa som følge heraf være forholdsvis knappe. Udspilingen i høj* den reguleres i almindelighed ved hovedgruppernes adskil* leise; da et mellemslag alene mellem disse ofte kan blive saa stort, at hele satsen falder fra hinanden, søges forbindelsen naaet ved at indskyde en streg eller et ornament mellem to grupper. Naar gruppernes adskillelse markeres med en streg eller ornament, maa man stedse holde et rigeligere mellem* slag under end over fyldmaterialet, og jo kraftigere et sligt ornament er, des nærmere stilles det den foregaaende hoved* gruppe. For alle mellemslag gælder, at kødet under skrift» billederne, det vil sige: forskellen mellem skriftbilledstørrelse og keglestørrelse, altid regnes med i mellemslagene. Ethvert satsbillede, det være sig en kompakt tekstkolumne eller en titelsats, skal synes at svæve paa midten af den giv« ne papirflade uden hverken at stige opefter eller hænge necU efter. Denne stilling, der dels indrettes af trykkeren alene, dels a£ trykker og sætter i forening og dels af sætteren alene, kaldes i det tekniske sprog tyngdepunktet. I kompakte tekst* kolumner ligger tyngdepunktet i hele satsen, og dets stilling paa papirfladen besørges af trykkeren ved blyformatets ind* retning; i titelformige opstillinger derimod ligger tyngde*