Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

TITELFORMERNES BEGYNDELSE 285 skelnes der bestemt mellem de to begreber; titler til skøn* litterære og videnskabelige arbejder kaldes under ét bogtit= ler, medens alle andre titler betegnes efter deres særlige art og øjemed. Titelformernes udvikling. Bogtitlernes og der* med ogsaa de titelformede opstillingers udspring maa søges i det femtende aarhundredes bøger, dog ikke der, hvor nu linieordningerne med forskellige skriftstørrelser og for* skellige satsbredder findes, men bag i bøgerne. De ældste trykte bøger var, som tidligere berørt, oftest i ét og alt nøje efterligninger af tidligere dages haandskrevne bøger, og de begyndte derfor ligesom disse med en meget kort forklaring af bøgernes emne: her begynder bogen om det og det. Ind* gangslinierne adskilte sig kun fra den efterfølgende løbende tekst ved et mere eller mindre rigt forsiret og illumineret begyndelsesbogstav og den første linie tegnet med større bogstaver i rødt. Større og mindre afsnit i teksten, herun= der ogsaa saadanne, som nu kun kendetegnes med udgangs* og indrykningslinier, var ofte sammenhængende med den løbende tekst, og afmærkedes ligeledes med røde bogstaver og datidens røde og blaa paragraftegn. Stærke farver, og da først og fremmest zinnoberrødt, spillede en fremtrædende rolle i de haandskrevne og de ældste trykte bøgers udstyrelse, og af denne sædvane er den almindelige betegnelse rubrik fremgaaet, idet rubrum er det latinske ord for rødt. — Nyt for de bogtrykte efterligninger af klosterskrivernes arbejder var, at der paa bøgernes sidste blad eller sidste side efter den sædvanlige slutningsskrift: her ender bogen om det og det, ofte fulgte korte oplysninger om hvor, af hvem og naar bo* gen var udført. Denne udvidede slutningsskrift (kolophon, explicit, impressum) udførtes hyppigst med samme størrelse skrift som den løbende tekst, men satsen ordnedes underti* den paa pyntelig vis i triangelform med mere eller mindre regelmæssigt aftagende liniebredder (se side 286, fig. 1), og i denne skik findes urformen til de senere linieopstillinger med vekslende akeller tiltagende bredder (se side 286,fig. 2). Det ældste egentlige titelblad, der kendes, findes i en lille bog, trykt 1470 i Køln af hollænderen Ter Hoernf.n; denne bogtitel — hvis man kan kalde 9 linier glat tekst saaledes —