Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

ORNAMENTMATERIALET har ligesom tryktyperne sin rod i middelalderens haandskrev= ne bøger, der ofte prydedes med begyndelsesbogstaver og randfor« siringer i guld og brogede farver. Disse prydelser fulgte med over i typografien, men udførtes i den ny kunsts første tid paa den gamle maade, nemlig i haanden og med rør og pensel. Efterhaanden som kendskabet til bogtrykkets teknik bredte sig til alle kulturlande, og faget derved betydeligt øgede markedet for sine frembringelser, gik denne langsomme og kostbare pynt af brug; bogtrykkerne søgte og fandt bib ligere prydelser i mere eller mindre kunstfærdigt udskaarne forsiringer, som tryktes i pressen samtidig med teksten. Disse første i træ eller skriftmetal udførte prydelser var dog endnu ikke det, man nu særlig forstaar ved betegnelsen typografiske ornamenter, idet de ikke blev sammenstillet af mange større og mindre typer, men enten var dannet som en hel omram> ning eller, selv om de bestod af et par stykker, kun lod sig anvende paa én maade. Bevægelige ornamenter fremkom vel allerede i typografiens ældste periode, men de bestod kun af enkelte, af hinanden uafhængige figurer, i almindelighed store blomster, tegnede i silhuetmaner — heraf kommer den endnu bevarede betegnelse »røsken«, det er: en roset eller lille rose —, og de fandt kun anvendelse som skillemærke efter afsnit inde i bøgerne og som gentagen udfyldning i titellinier, hvis tekst ikke paa anden maade lod sig drive ud til den ønskede formatbredde. Først i typografiens langvarige forfaldsperiode fra henimod det syttende aarhundredes be« gyndelse traadte de bevægelige ornamenter i nutidens for* stand i forgrunden som grundformer for friser, slutningsord namenter og omramninger om bogtitlerne, og siden da har de fundet en til tider alt andet overskyggende anvendelse i