Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

STREGOMRAMNINGER 3 91 hosstaaende eksempler 5-10). Hvor man skal bruge det sto= re og hvor det lille mellemslag, maa selvfølgelig altid afgøres ved et skøn. Stregrammer, sammenstillede af flere end tre stregmønstre, falder sjældnere godt ud. Stregrammens stive ensformighed i de retvinklede hjørner kan afhjælpes ved brugen af halvrunde, stumpvinklede, kvas dratisk flettede og lignende hjørnestreger; naar disse hjørner udvikler sig indefter, bør de ufravigelig stilles indenfor ret= vinklede (skarpe) hjørner. (Se prøverne fig. 13—20). Derimod bør korslagte og alle andre hjørner, som udvikler sig udefter, stedse stilles yderst i omramningerne. (Se prøverne fig. 21 og 22). Korslagte streger kan gøres livligere ved at indskyde en lille roset eller andet symmetrisk ornament i skæringspunktet, ligesom der ogsaa kan skabes en behagelig afveksling ved at give endestregerne en snegb eller spydlignende afslutning. (Se prøven fig. 22.) Af glatte, punkterede og forskelligt skraverede stregmøn* stre lader der sig ogsaa sammenstille mere eller mindre ind« viklede hjørner med kvadratisk og rektangulært fletværk. Fletværk, sammenstillet af et enkelt, glat stregmønster, er me> get ligefremt at gaa til, idet det kun er en af omramningens streger, den yderste eller den inderste, der skal træde ud af den vandrette eller lodrette stilling og ved hjælp af mindre stregstykker og systematiske udslutninger danne en større eller mindre udbygning indefter eller udefter. Sammenstilles slige hjørner alene med et stregmønster paa 1 punkts kegle,