Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere
Forfatter: Emil Selmar
År: 1913
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 472
UDK: 655.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
402
OMRAMNINGSFORMER
og hvor tæt den skal staa paa bortfigurerne, maa altid blive en skønssag. Naar bortfigurernes fod ender i en spids eller et punkt, bør stregerne staa temmelig tæt paa figurerne; ender de i vandrette eller bølgede linier, bør der være et lille meb lemrum mellem stregramme og bortfigurer, ikke saa meget af æstetiske grunde, som fordi det skaffer trykkeren unøch vendige vanskeligheder med at holde trykket rent, naar bort« figurer med lineart billede staar tæt paa en messingstreg.
I mindre ornamenteringer antydes sømmen for det meste ved glatte, bølgede, punkterede eller skraverede stregbilleder. Hjørnerne, der forbinder sømmens bred« og langsider, kan være retvinklede, halvrunde eller flettede, kort og godt af enhver form, hvis afslutning viser indefter, og i det tilfælde, at man bruger støbte eller graverede ornamenthjørner, maa stregforbindelserne selvfølgelig have samme farve som orna= mentets grundlinie. Brugen af andre, kraftigere motiver for sømmen, navnlig saadanne, i hvilke det lineare billede brydes af rosetter og lignende forsiringer, er kun tilraadelig i større omramninger. Se i øvrigt eksemplerne side 397.
Den typografiske ornamentik er paa grund af typemateria* lets retvinklede legemer fattig paa ydre omramningsformer. Naar man undtager de tidligere stærkt benyttede ufuldkomne efterligninger af strukturformer og vore dages moderne baand* slyngninger (Jugend*, Barok«, Kunstnerlinier og hvad for navne disse ellers pyntes med), i hvilke nok tegningen, men ikke typelegemerne fraviger retvinklen, sammenstilles omram« ninger af rækkeindfatninger og streger kun paa én maade, nemlig den firkantede. Inden i omramningerne kan der heller ikke skabes andre former end de, selve ornamenternes teg* ning giver. I de almindeligste omramninger ledes hjørnerne ind i hinanden, i nogle omramninger kan man, hvis man har passende ornamentmateriale, skabe lidt afveksling i formen ved at bryde baandets regelmæssighed, saaledes som det vises i omstaaende eksempler. Heller ikke indenfor omramninger? ne gøres der mere de tidligere stærkt benyttede forsøg paa at danne ellipse^ ovah og cirkelformede fyldinger af bøjede streger og tilpassede ornamenttyper.
Den eneste maade at understøtte visse dele af teksten paa, sker ved hjælp af skilte og tværbaand. Forskellen mellem et