Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

 Kunsten at skabe en ygJ trykform med kompliceret pWjb |Tb nodeskrift ved hjælp af bevæge* vWIW /J/Zv lige typer er forholdsvis ny i ty» pografien, idet den ikke kan føres mere end godt halvandet hundrede aar tilbage i tiden. Be= vægelige nodetyper — om end i ufuldkommen skikkelse — kendtes vel allerede i det sekstende aarhundrede, men da det var vanskeligt at fremstille musikskrift med harmonier ved hjælp af disse, fandt de hovedsagelig anvendelse i andagts* litteraturen som hjælp for præsterne og menigheden hen* holdsvis ved messe* og menighedssangen i kirkerne. Hvem der er den egentlige opfinder af de typografiske nodetyper, vides ikke bestemt; nogle holder italieneren Ottaviano dei Petrucci for at være ophavsmanden hertil, medens andre anser franskmanden Paul Hautin for at være det. Med silo kerhed véd man kun, at den franske gravør og skriftstøber Jacques de Sanleque (1568—1648) var den første, der skar og støbte et nodesystem, som fandt almindelig indgang i den typografiske virksomhed. Den for sin reformerende virksomhed paa saa godt som alle typografiens omraader højt fortjente tyske boghandler og bogtrykker J. G. I. Breitkopf var den første, der indførte det sindrigt udtænkte princip i nodetyperne, nemlig node® planets og nodetypernes inddeling i gevierter, som til den nyeste tid har dannet grundlaget for alle eksisterende nodes systemer. Breitkopf oplyser selv, at han i marts 1754 kom paa den tanke at støbe et nodesystem, med hvilket der kunde fremstilles alle arter musikskrift ved ét tryk, og forsøget lyk= kedes saa godt, at han elleve maaneder senere saa sig i stand til at overrække en sachsisk prinsesse det første praktiske re= sultat heraf, en sang med underlagt tekst og akkompagner ment. Breitkopf fik dog ikke lov til at beholde opfinder^æren