Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SYSTEMATISK SKRIFTLINIE 29 slag for korpusgraderne gik ud paa 6 punkter over og 2 punks ter under stregen. Men da det er givet, at forslagets vedta* gelse maatte medføre fuldstændig kassation af en mængde stempler og matriser for gangbare bogskrifter paa korpus« kegle, hvis skriftbilleder blev for høje til at kunne indrettes for den antagne skriftlinie, satte kommissionen skriftlinien V2 punkt ned for denne skriftstørrelses vedkommende. Foruden de i skemaet angivne skriftkegler forekommer der undertiden i moderne skriftserier dobbeltekst (40 punkter) med 29 punkter over og 9 punkter under topunktstregen; halvfjerdecicero (42 punkter) med 31 over og 9 under; halv* femtecicero (54 punkter) med 41 over og 11 under; femci* cero (60 punkter) med 45 over og 13 under; sekscicero (72 punkter) med 53 over og 17 under; syvcicero (84 punkter) med 63 over og 19 under og ottecicero (96 punkter) med 71 over og 23 under. For bogskrifter med meget store øjer, de saakaldte avis« skrifter, er skriftlinien ’/z punkt lavere end de i oversigten angivne, og for større skriftgrader — fra 48 punkter og op* efter — er det efter skriftbilledernes art tilladt at afvige noget fra den normale skriftlinie, men altid kun i fulde punkter. Kskriftkaraktererne W Alle i typografien benyttede skrifter inddeles efter deres særlige brug i tre grupper: brødskrifter, fremhævnings* eller titelskrifter og accidensskrifter. Brødskrifter er de almindelige former og skriftstørrelser, hvormed bøger og blade, overhovedet alle bogtrykarbejder, i hvilke fortløbende og glat sats er frem* herskende, udføres. Betegnelsen stammer fra gammel tid, da ethvert bogtrykkeri kun var baseret paa udførelsen af bog« arbejder. Skriftstørrelserne fra petit til cicero forrentede sig bedre end de større skriftgrader, der kun nu og da anvendtes. De ovennævnte grupper lader sig yderligere henføre under to hovedskriftarter: Antikva eller latinsk skrift og Fraktur eller gotisk (dansk, tysk) skrift. I begge skriftarter gives der en mængde mere eller mindre stærkt afvigende stilformer, som med et ikke særlig heldigt valgt fællesnavn kaldes snit.