Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

NODEFIGURERNES SAMMENSTILLING 429 kan den første takt være ufuldstændig og kaldes da en op* takt, men i saa tilfælde giver den første og den sidste takt (slutningstakten) tilsammen den fulde værdi (1“ og l12)- Taktpavser gælder for en eller flere takter, uden hensyn til musikstykkets taktart. Disse pavser sammenstilles af hos* staaende figurer. En*taktspavsen er lig helnode*pav* sen. Fig. 2 stilles lodret i tredie mellemrum og gæk ’ I der for 2 takters pavse. Fig. 3 gælder for 4 takters « 2 3 pavser og dækker i lodret stilling andet og tredie mellemrum. Alle andre pavser op til 9 takters sammenstilles af disse figurer i forening, som anskueliggjort i hosstaaende oversigt. 6 7 89 takters pavse. Pavser fra 10 takter og opefter betegnes hyppigst enten ved helnode^pavsen eller ved en eller to skraabjælker paa linie* systemet, i alle tre til* 10 15 22 36 1 37 fælde med pavsens va« ~ ~~ ~ righed angivet i tal over systemet (m‘). I alle de i det fore« gaaende omtalte noder er forskellen mellem de enkelte toner et helt trin. Der findes dog en mindre forskel end et helt trin, nemlig halvtonen, men da nodeplanet ikke kan afgive plads til særlige tegn for disse, bruges to slags aflednings= tegn: kryds (#) og be (b) foran de almindelige nodetegn. Naar der anbringes et $ foran en node, forhøjes denne en halv tone, og stilles et b foran, fordybes noden en halv tone. Til enhver node, der har kryds foran, føjes ordet is til no> dens egentlige navn, d. v. s. c bliver cis, d dis o. s. v., mes dens der til enhver node med be føjes ordet es til nodens egentlige navn, f. eks. c ces, d des; dette gælder dog ikke h, som ikke kaldes hes, men be, og e, som ikke bliver ees, men kun es. Afledningstegnene benyttes enten paa en én gang for alle bestemt maade foran i systemet, og gælder da som betegnelse for den tonart, i hvilken musikstykket ud*