Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

GAMLE SKRIFTKARAKTERER Endvidere har man i begge skriftarter brede, smalle, magre, heb og halvfede snit og moderniserede renæssance* eller me« diævalsnit og for de latinske skriftsnits vedkommende sær« lige kursivskrifter. Foruden kursiv og halv* og helfede snit til forskellige grader af fremhævning i bogarbejder bruges i mere broget litteratur særegne moderne antikvasvarianter, navnlig Stenskrifter (Lapidar, Grotesk, Blokskrift) og Egyp= tienner (Clarendon, lonisk, Dorisk). Af fraktursnit findes en mængde mere eller mindre omkalfatrede ældre stilformer (Gotisk, Schwabacher, Kancelli). Den latinske skrift er den ældste, men i typografien den yngste af de to hovedskriftarter. Indtil omkring aar 700 efter vor tidsregning kendtes kun store bogstaver (versalier, mas juskler), men da der samtidig med kristendommens udbredelse kom en ny kultur, slog disse ikke længere til. Den videnskab belige litteratur, som vaktes til live og plejedes i klostrene, trængte til skrifttegn, der lettere og hurtigere end majuslo lerne lod sig prente, og sammen med pergament og blæk fremkom de smaa bogstaver (minuskier), der alle er simpli* ficeringer af majusklerne. GOTISKE SKRIFTKARAKTERER. Efter det tiende aat> hundrede skiftede de latinske grundformer gradvis ka« rakter. Af klosterskriverne udviklede der sig i de kristnede lande halvt verdslige skønskriver«institutioner, og mange klostre indrettede ligefremme værksteder for mangfoldiggør reise af bøger, først og fremmest til brug for gejstligheden. I munkeherredømmets centrer dannede en del a£ disse bog« værksteder skole; den latinske skrifts retvinklede og bøjede linier gik efterhaanden over til at blive krogede og kantede former, efter produktionsstedet og brugen ikke lidt forskel* lige i stil. I bøger til kirkeligt brug holdtes der paa former i én stil, Munke* eller Missalskrift (lettres de forme), der var himmelstræbende og med spidse udløbere, til bøger med halvt eller helt verdsligt indhold fortrinsvis skrifttegn i en noget anden stil, Semi= eller Rundgotisk (lettres de somme), som havde bredere og rundere former. Efter reformationen begyndte missalformerne at gaa ud af brug; de vest* og syd« evropæiske landes typografer vendte sig mere og mere til de oprindelige latinske skriftformer, medens de senere semigo*