Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

SKRIFTKARAKTERER 53 tiske afarter (schwabacher og Fraktur) blev hovedskrifter i Tyskland og det protestantiske norden. Af nedenstaaende sammenstilling af skrifttegn fra forskel* lige perioder vil det ses, at de forvandlinger, som den rene latinske grundform gradvis undergik, ikke kan kaldes fors ædlinger. Med hvert træk og sving, der ændrede de klare, ligefremme grundformer, forringedes skrifttegnenes umiddeb bare skønhed indtil de i frakturen blev næsten ukendelige. ABDEFGHLMOPRSTV abdef g hl moprs tv abörfgljlmoprstu O ® £ O Ib 1 M @ O S O abbcføb l moprs tv 21 S £ 5 (5 n m 0 p K 6 I V b Ö e f tf b l tn o p r o r v 51 e $ ® $ £ W ö QJ ® $ 35 n b b e f g b ( in op r é t v I de rene latinske skrifttegn er der hverken for lidt eller for meget; de retvinklede, spidsvinklede, lodrette, vandrette og rundede linier veksler i naturlige sammenstillinger. Frakturens skrifttræk viser derimod i rigeligt maal uro; de knækkede og bugede liniers skønhed kan omtvistes, og letlæseligheden 1 de smaa skriftgrader er svunden ind til et minimum. DET PROPORTIONALE FORHOLD for de rene latin* ske skrifttegns højde var i de tidligste haandskrevne bøger fastsat paa den maade, at skønskriveren indpassede tegnene i tre lige høje felter, af hvilke øjerne (mao) indtog det mellemste, majuskler og minuskier med opadgaaende træk (H b f) de to øverste, medens minuskier med nedadgaaende træk (g p y) fyldte de to nederste felter. I bogtrykkerkun*