Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

54 MODERNE SKRIFTKARAKTERER stens ældste antikvaformer, der simpelthen blev kalkerede over de haandskrifter, som skulde mangfoldiggøres i bog* tryk, er delingsprincipet derfor ogsaa det samme, men alle* rede ved det sekstende aarhundredes begyndelse bliver fors holdet nærmere 3:5:7 det hyppigste, idet øjerne indtager omtrent de mellemste tre syvendedele, majuskler og minusk» ler med opadstræbende træk de øverste fem syvendedele og minuskier med nedadgaaende træk de nederste fem syvende« dele af den samlede skriftbilledhøjde. Det var den hidsige konkurrence mellem bogtrykkerne, der fremtvang ændringerne i de oprindelige proportionale forhold; ved at gøre øjerne større paa de øvrige skrifttegns bekostning opnaaedes der besparelser i papirforbruget uden at dette blev alt for øj en* synligt for bogkøberne. I vore dages antikva^bogskrifter incb tager øjerne mindst halvdelen, majuskler og minuskier med opadgaaende træk omkring seks ottendedele og minuskier med nedadgaaende træk omkring fem ottendedele af det rum, der er indrømmet skriftbillederne paa typelegemernes hoved. I andre moderne antikvaformer, navnlig reklameskrifter og brødskrifter for avissats, indtager øjerne ofte godt og vel de tre femtedele af typelegemernes hoved, medens de nedad* gaaende skrifttræk kun lige antydes, hvilket til eksempel vil sige, at skrifttegn, hvis øjer efter deres størrelse burde an« bringes paa et cicerolegeme, knibes ind paa et korpuslegeme. MODERNE ANTIKVAFORMER. I vore dages latin» ske skriftformer maa der skelnes mellem to hoved* stilretninger: antikva og mediæval. Ved betegnelsen antikva forstaar man nu hos os de latinske skrifttegn med nogle fra middelalderens former afvigende enkeltheder i bygningen, som først blev almindelige i typografien henimod det nittende aarhundredes begyndelse. Overgangen fra den gamle til den ny stil kom dog ikke som en omvæltning. Allerede i det syttende aarhundredes latinske typer kan der spores afvigelser fra det foregaaende aarhundredes skrifttegning, navnlig i versalierne, og disse blev gradvis større og strakte sig ogsaa til en del af de smaa bogstaver. Enkelte af det attende aarhundredes stem* pelskærere formaaede vel at holde deres skrifter saa temme« lig fri af de overhaandtagende unoder i skrifttegningen, men de høstede ingen anerkendelse derfor hos den store mængde.