Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

MONOTYPESMASKINEN matrisestængerne inde i magasinet ved kurvens periferi. Det er i denne standsning i produktionen — mindst 15 sekunder for hver linie — ved overgangen fra én linie til en anden, at Typograph^maskinen har sit mest saarbare punkt. Linotype og Monoline stopper ogsaa op ved hver enkelt linies afslut« ning, men tidstabet drejer sig kun om det øjeblik, som trans* portslæden med matriserne behøver for at glide ud af vinkel« hagen. Ved Typograph kan sætteren derimod først fortsætte, naar støbning og aflægning af hver enkelt linie er fuldbragt, og da aflægningen i de ældre modeller sker ved haandkraft, er tidstabet altid uregelmæssigt, alt efter sætterens større eller mindre færdighed i at gribe ind i det rette øjeblik. MONOTYPE frembringer satsforme med typer af samme beskaffenhed som de, med hvilke haandsats fremstil* les. Monotype bestaar af to fuldstændig adskilte apparater, manuskriptmaskinen, der er maskinsætterens operationsfelt, og støbemaskinen, som avtomatisk aflæser den forud frerrv bragte ledetraad og støber satsen efter denne. Manuskript* maskinens tangentbord indeholder 225 typetangenter, der ligesom de andre satsstøbningsmaskiners er gruppevis for« skelligt farvede, og hver tangent svarer her som der til et bestemt skrifttegn eller systematisk typelegeme. Ovenover typetangenterne findes endnu to tangentrækker, hvis enkelte tangenter er betegnede med tallene 1 —15; disse tangenter er nøgler til et sindrigt regneapparat, som ved division fastsæt* ter størrelsen af mellemrummene i de forskellige linier, saa at de nøjagtige liniebredder naas. Typetangenterne er i stan= datamodellen ordnede i lodrette rækker, i alt 15, og hver rækkes typelegemer har en bestemt tykkelse. De tykkeste typelegemer (geviert, M, W o. s. v.) indeholder 18 enheder og de øvrige rækkers typelegemer svarer til et bestemt antal af disse (i 5, f 6, s 7, ? 8 o. s. v.). Monotypes skrifttegn er altsaa indrettede paa systematiske skriftvidder, men enheden har ikke maal fælles med de almindelige typografiske skrift« systemers enheder. Sætteren overfører manuskriptet paa en omkring 24 cicero bred papirstrimmel, der fra én spole oprulles paa en anden efterhaanden som arbejdet skrider fremad. Tæt indenfor kan= terne har papirstrimlen føringshuller, der, ved at optages af 30*