Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

ORDENES MELLEMRUM 6 I indtil 20 ciceros formatbredde fortrinsvis skulde knibes. Men efterhaanden som støbemaskinerne trængte igennem blev de tynde spatiers anskaffelse mere overkommelig. Sætteren saa derved deres fordel i at udspile linierne, og da indsigelserne mod denne reform ikke har været kraftige nok, blev det snart fastslaaet i praksis, at afstanden mellem ordene ikke skulde være mindre end en halvgeviert af skriftstørrelsen, hvad etv ten satsen var kompres eller skudt. Mellemrumstypernes bredde bør selvfølgelig staa i et vist afstemt forhold til skriftbilledernes størrelse og bredde saa* vel som til afstanden mellem linierne. Tidligere hørte skudt sats til sjældenhederne, og der var ikke stor forskel paa bog* skrifternes bredde; bogstavet n var nemlig beregningsenhed for satsprisen, og maatte som følge heraf ikke være tykkere end en halvgeviert. Men da denne normalbredde ikke mere overholdes, vil det være urigtigt at fastslaa dritlen eller den dertil nærmest svarende systematiske udslutning som ordi== nær mellemrumstype for al kompres eller ringe skudt sats. Den simpleste maade til i alle tilfælde at opnaa nogenlunde har* moniske mellemrum, er at tage omtrent halvdelen af hver enkelt bogskrifts lille m som normalmaal for mellemrums* typens tykkelse i kompres eller ringe skudt sats, og udvide dette ordinære mellemrum forholdsmæssigt efter skydningens størrelse enten under liniernes justering eller ved at bruge en tykkere ordinær mellemrumstype. Ved kompres sats med skrifter paa den gamle normalbredde vil den ordinære meb lemrumstype fremdeles blive en drittel eller den nærmest dertil svarende systematiske udslutningstykkelse. At kom= pres sats med smalle udslutninger ikke bør knibes stærkt ved liniernes justering, er en selvfølge. Efter punktum og de andre skilletegn, der kan afslutte en fuldstændig periode, bør der ordinært være det samme meb lemrum som mellem de øvrige ord i linierne. I den engelske typografi sættes paa forhaand en hel geviert efter punktum, og i den tyske bruges det dobbelte af den ordinære mellem* rumstype efter punktum og de med dette under visse om« stændigheder sideordnede udraabs* og spørgsmaalstegn, idet man gaar ud fra, at da punktum afslutter en længere periode, skal der ved et større mellemrum gives læseren en synlig paa^