Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

f il 60 ORDENES MELLEMRUM udslutningsfag til tenakelens overdel, og forhaler derved uvib kaarligt haandens bevægelse, nogle har for skik at trave op og ned langs sættekassen, og endelig gives der en del sæt* tere, som med venstre haands tommelfinger klaprer med bog» staverne, hvilket har til følge, at fingeren ikke altid er parat til at tage mod det ny nedstillede bogstav. Saaledes har ikke faa sættere vænnet sig til overflødige bevægelser, som skader deres arbejdsdygtighed og i aarenes løb repræsenterer tabet af en ikke ubetydelig kapital. Naar det unge menneske se« nere bliver klar over det urigtige heri, er det for sent at æn« dre fejlene; hverken ved egen kraft eller med andres hjælp er det ham muligt helt at forlade de daarlige vaner. MELLEMRUMSTYPER. Naar man lige undtager typos grafiens barndom, i hvilken sætteren kun linie efter linie kopierede middelalderens haandskrevne bøger, var det indtil for et par menneskealdere siden overalt skik, at den ordinære mellemrumstype mellem ordene skulde være en trediedel af den paagældende skriftkegle. Henimod midten af sidste aarhundrede begyndte man imidlertid i Tyskland og snart derefter i de lande, hvis typografi var en tro afspejl ling af den tyske, at bruge halvgevierten som ordinær meb lemrumstype. — Det tør formodes, at denne reform snarere skyldtes primitive forhold i sætterierne end ny tilkommende æstetiske anskuelser. I haandstøbe^apparaternes tid var tynde spatier nemlig en meget kostbar artikel for bogtrykkerne, og som følge heraf herskede der i mange sætterier permanent mangel paa disse, medens der altid fandtes tykke udslutnin* ger, gevierter, halvgevierter, dritler og slieser i rigelig mængde. Grunden til denne overflod skyldtes den tidligere alminde* lige skik, at høvle visse bogstaver, hvis tykkelse stemmer overens med det blinde materiales, af til udslutninger hver gang en bogskrift maatte kasseres. — Sætterne har vistnok i denne overflod ment at have fundet et brugbart middel til afhjælpning af mangelen paa tynde spatier, idet de ved at benytte halvgevierter som ordinær mellemrumstype og der* efter ved liniernes justering knibe med dritler, kom ud over besværlighederne. At denne formodning er den rette, derpaa tyder den kendsgerning, at det indtil for en menneskealder siden — i alt fald teoretisk — hævdedes, at kompres sats paa ■kbhb