Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

ELEMENTÆR SATSTEKNIK nok uden berettigelse, anset den oprejst staaende stilling for den fordelagtigste. Sætteren maa i alt fald staa fast og sik* kert paa begge fødder, ikke vænne sig til at hvile snart det ene, snart det andet ben paa en udstaaende kasserand eller et formbrædt. En lærling bør ikke fra den første dag, han kommer i lære, staa uafbrudt ved kassen; det uudviklede legeme kan ikke udholde den anstrengende stillestaaen, men maa langsomt vænnes dertil. Forskelligartet beskæftigelse, byærinder i begrænset omfang og lignende, er derfor gode oplæringsprinciper for den første læretid. Sætteren skal holde vinkelhagen saa* ledes i venstre haand, at tommelfinger ren berører sætteliniens flade, medens de øvrige fingre let omspænder vinkel« hagen; med et blik paa manuskriptet mærker han sig enkelte ord — der efterhaanden forøges, til lærlingen kan fastholde i hukommelsen saa mange ord, som der kan gaa i en linie —, et andet hurtigt blik paa faget, hvor* fra det første bogstav skal tages, opfanger det bekvemmest liggende bogstav og dettes signatur. Dette bogstav gribes ved hovedet med den højre haands tommel«, pege* og langfinger, føres ad den korteste vej til vinkelhagen og stilles saaledes i denne, at det kommer til at ligge opefter med signaturen ud mod venstre haands tommelfinger; i vinkelhagen omfattes bogstavet af venstre haands tommelfinger, der derefter i lige retning lader det glide hen paa plads, hvor det siden holdes fast. Imidlertid har øjet opsøgt det næste fag, den højre haand grebet det næste bogstav, og saaledes bliver man ved til ordet er fuldt. — Nu stiller man en lav mellemrumstype efter ordet og gør de samme bevægelser om igen for de næste ord, indtil linien er omtrent eller hel fuld. Ved udslutnin* gerne behøver man ikke at tage hensyn til signaturen, da det for disses vedkommende er ligegyldigt, hvorledes de staar. Netop fordi denne teknik er saa ligefrem, bliver den ikke rigtig udført af ret mange sættere. Nogle har vænnet sig til at lade haanden paa dens vej fra fag til vinkelhage gøre en eller flere gratiøse svingninger i luften, andre svajer med krop* pen som en asp i blæsevejr, atter andre skyder skuldrene i vejret og lader næsen beskrive en kvartcirkel fra det store