Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

TENAKEL OG DIVISOR CO slutningsstykker, og først ved at presses sammen i den sluttede sats« form faar linierne den rette format» bredde. Efter at vinkelhagen er justeret, lægger man mod dennes rygflade en med to ører forsynet sættelinie, hvis bredde stemmer med formatbredden, da linierne i modsat J fald let udsættes for at springe, naar et skrifttegn kommer i klemme mellem sættelinie og vinkel« hagens sideflader. Sættelinien, der klippes af zink« eller messingstreger, bør ikke være højere end Tenakel (b) og typernes papirhøjde. Divisor (a). paa Jen a£ sættekasserij Jer er længst fjers net fra vinduet, anbringes manuskriptet, som skal gengives i typesats, i en saadan stilling, at det faar det stærkeste dags* lys, og saa højt oppe, at det holder retning med sætterens øjne. Manuskriptet fæstnes paa en tenakel (af det latinske: tena* culum, holder) ved hjælp af en lille gaffelformet træpind, divisoren eller deleren. Divisoren, klemmer manuskriptet sammen, og kan føres fra linie til linie, saaledes at sæb teren bliver i stand til at følge manuskriptet uden at spilde tid med at opsøge, hvor han sidst sluttede. Den moderne tenakel ender hyppigst i en fjeder a£ to bøjede jernbaand (se hosstaaende tegning) eller et drejeligt greb, som ved hjælp af en vingeskrue klemmer tenakelen fast om kasseranden. Wi ELEMENTÆR SATSTEKNIK » En god holdning under arbejdet og et roligt, tidsbesparende greb er to ting, som har stor fysisk og økonomisk betydning £or sætteren, men der lægges desværre mindre og mindre vægt paa op* naaelsen heraf. Mangfoldige sætteres arbejdsmaade er mere legemligt opslidende end nødvendigheden kræver, og grebet er ofte saa febrilsk og planløst, at megen tid gaar til spilde. Da sætteren under arbejdet bevæger arme og overkrop for snart til højre, snart til venstre at kunne gribe i de længst bortliggende fag, har man i de sidste fire hundrede aar, vist«