Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere
Forfatter: Emil Selmar
År: 1913
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 472
UDK: 655.25
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
LINIERNES EGALISERING
o\
lige og tekniske krav. I æstetisk henseende skal reguleringen tilvejebringe ligevægt i satsbilledet; det strider mod skøn* heden, naar en med 4 punkters skydning spærret side udvi-ser linier, i hvilke mellemrummene mellem ordene kun er en sjettedel af den afstand, der findes mellem linierne, og det strider ogsaa mod skønheden, naar afstanden mellem ordene er større end den mellem linierne. Forholdene mellem ords og liniers mellemrum kan nu aldrig blive de samme, og bør heb ler ikke være det, men de maa dog afbalanceres saaledes, at satsbilledet tiltaler ethvert for symmetri og harmoni udvikl let øje. Liniernes og mellemrummenes regulering bør begynde samtidig med ordenes og mellemrumstypernes sammenstilling, under sætningen indskrænkes de ordinære mellemrum fors holdsmæssigt ved skrifttegn, hvis form giver et synligt større mellemrum end det gennemsnitlige, i antikva navnlig foran versalierne A, J, T, V og W, i antikva og fraktur paa begge sider af tankestreger, der omslutter indskudssætninger eller skiller to sætningsperioder. Efter og imellem abbrevierede ord bør der ogsaa under sætningen reguleres paa mellem? rummene, og de høje skilletegn faar et tyndt spatie paa ven« stre side, hvilket under ingen omstændigheder senere bør borttages. Endelig reguleres bindetegnet mellem sammensatte ord, som £. eks. i NormalpTemperatur.
I antikvasats, der jo er den hyppigst forekommende hos os, kræver den æstetiske side af udslutningen betydelig større omhu end ved fraktursats. Naar en linie spredes stærkt, bør den gamle, nu næsten i alle landes typografiske praksis for* ladte regel, at stikke et tyndt spatie mellem ord og komma, opretholdes. Kun naar kommaet følger efter et skrifttegn, hvis form er saaledes, at det af sig selv giver et aabent rum foran skilletegnet (r, v, w, y), sættes dette tæt ind paa ordet. Dernæst udvides mellemrummene mellem ord, hvis lodrette grundlinie eller stamme vender ud mod mellemrumstypen (f B, d K, 1 b, 1 h o. s. v.), og mellemrummene efter de høje skilletegn. Saa udvides mellemrummene mellem ord, af hvil« ke det ene har et rundt eller spidsvinklet, det andet en lodret form udefter, og efter komma og punktum, naar det følgende skrifttegn har lodret grundstreg paa venstre side. For punk* tums vedkommende kan tilhængere af en markering i satsen