Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

LINIERNES JUSTERING 67 udstrækningen af forfatterens anskuelser om deling af frem« medord og maaske ikke overfor denne vil synes uvidende, bryder han enten ved en anden stavelse eller undlader helt at dele. I begge tilfælde gaar det selvfølgeligt mere eller min« dre ud over ligevægten i satsen. De typografiske brydningsregler er aldeles ikke fejlagtige, men deres gennemførelse maa ikke betragtes som en hoveds sag. Sætteren bør have lov til at bryde efter stavelsemaaden og efter de traditionelle typografiske regler som det passer ham, naar der ikke forlanges brydninger efter en bestemt ret* skrivningsorbog. Den eneste brydningsregel, som i alle til« fælde uvægerlig bør følges, er ordenes deling efter betonin« gen. Man maa derfor kun i yderste nødsfald, det vil sige: ved meget smalle formater, ty til brydninger som studerende, kulde^poter, husarrest, vinge4éen o. s. fr. Ved meget smalle formater kan det ogsaa forsvares at lade en enkelt selvlyd, naar denne er en selvstændig stavelse, som f. eks. Arali^a, o«ver, henholdsvis begynde og slutte en linie. At lade flere end tre linier efter hinanden slutte med bindetegn, bør und* gaas ved ombrydning af nogle linier. Deling i to linier af abbreviationer som bl. |a., o. |s. v., dr. med., H. |C. Andersen og abbreviationer og tal som kr. 110, saavel som sammenbundne talstørrelser (1908—|i i), bør sæb teren ligeledes gøre sit bedste for at forhindre. LINIERNES JUSTERING. I teknisk henseende skal li. 4 nierne ogsaa have ens bredde, det vil sige: den ene li« nie maa ikke være strammere udspilet i vinkelhagen end den anden, da en ujævn justering giver aabninger mellem ordene, hvoraf igen kan følge, at formvalserne bliver i stand til at trække mellemrumstyperne op i højde med skriftbillederne og danne misprydende spieser i aftrykkene. Om den bedste regulering af liniernes udslutning er anskuelserne forskellige; de fleste sættere foretrækker en stram udslutning, andre synes bedst om en løs, i hvilken ingen spatier kan brydes itu, og med hvilken satsen let kan løftes eller hæves ud af vinkel* hagen. Da skrifttegnene, navnlig naar der findes mange tynde i satsen, i forbindelse med bøjede spatier, gør linierne stærkt elastiske, maa en stram udslutning, ved hvilken linierne i vin* kelhagen rykkes en ubetydelighed i vejret, anbefales som den