Typografi
Før Sættere, Korrektører, Forfattere Og Forlæggere

LÆSETEGNENE lægger sig paa kant af hinanden, og derved gør hele siden forvreden. I begge tilfælde kan formvalserne trække udslut* ninger og skydelinier op i højde med skriftbillederne og dan* ne spieser i aftrykkene. — De smaa skydelinier bør derfor fordeles som vist paa satsprøven side 62. IÆSETEGNENES BRUG. Foruden den almindelige be* handling af skilletegnene, der foran er berørt, bør lærim* gen i den første tid indvies i brugen af de andre til det typo* grafiske alfabet hørende tegn. Bindetegnet (divis) finder en mangesidig anvendelse og burde derfor i de almindelige bogskriftstørrelser indrettes paa systematiske tykkelser (2 eller 3 punkter), — Foruden i fortløbende sats at angive, at det sidste ord i linien ikke er fuldstændigt, bruges antikva*bindetegnet, der af skønheds* hensyn altid burde bestaa af to streger, i rækkesats i stedet for gentagelser af den samme tekst, dog kun under ord, hvor tankestreg er lige saa bred eller bredere end selve ordet. I spatieret sats bør bindetegnet ogsaa have et lille mellemrum, og i forbundne navneord reguleres midtstillingen med et spa* tie, naar det ene af de to bogstaver, mellem hvilke bindetegs net er anbragt, har kød udefter. Parenteser og kritiske klammer maa ikke benyttes i flæng, men kun saaledes som manuskriptet foreskriver, idet de kan have en væsentlig forskellig betydning. Parenteser bruges undertiden i stedet for komma eller tankestreg foran og bag indskudssætninger, men de finder hyppigst anvendelse som indklamring af et eller flere ord, der ikke paa sædvanlig maa« de lader sig indflette i sætningsperioden. De kritiske klammer bruges sædvanligvis i citater eller optryk, i hvilke udgiveren indskyder sine personlige bemærkninger. I spatieret sats bør parenteser og kritiske klammer ogsaa reguleres med et lille spatium. Anførselstegnene eller gaaseøjnene bruges i fortløbende sats foran og bag citater; i alle frakturskrifter og i de fleste engelske antikvas og kursivsnit har anførselstegnet form af to komma („ “), i moderne mediævab og antikvaskrifter er den franske form (« ») den almindeligste. Saavel kommategnet som den franske form anvendes hos os hyppigst paa samme maade: „Danmark“, »Danmark«, men i nogle sætterier an*