Lærebog I Uorganisk Kemi
For Eleverne på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

132 Metalloiderne. Kulstofformernes indbyrdes Omda n nel s e r. At Diamant, Grafit og amorft Kulstof trods meget for- skellige Egenskaber dog kun er forskellige Former af samme Stof, blev oprindelig opdaget ved, at de alle gav samme For- brændingsprodukt, nemlig Kuldioxyd. Først senere er det lyk- kedes at omdanne disse Former indbyrdes, idet det er blevet paavist, at Diamant og amorft Kulstof begge ved Ophedning til høj Temperatur (2000—3000°) omdannes til Grafit, der alt- saa ved høj Temperatur er den bestandigste af Kulstoffets For- mer. Medens Omdannelsen af Diamant til Grafit naturligvis kun har teoretisk Interesse, fremstiller man i stor Maalestok Grafit ved Ophedning af urene amorfe Kulstofsorter. Den til Grafiteringen nødvendige høje Temperatur opnaar man ved at lede en mægtig elektrisk Strøm gennem selve Materialet, som skal omdannes til Grafit. Ved 3000° fordamper alle Materialets Askebestanddele, og den dannede Grafit er derfor askefri, selv om man benytter urene Udgangsmaterialer. Der er udført mange Forsøg paa at fremstille Diamanter af de andre Kulstofformer. Da Diamanten har den største Vægtfylde af alle Kulstoffets Former, maa man vente, at den fortrinsvis vil dannes ved høje Tryk; thi ifølge Le Chateliers Princip fremmer et højt Tryk de kemiske Omdannelser, ved hvilke Rumfanget formindskes, d. v. s. et højt Tryk fremmer Dannelsen af de vægtfyldige Former. Man har ved at opløse Kulstof i hvidglødende, smeltet Jern og helde Massen ud i Vand faaet noget af det opløste Kulstof udskilt i Form af smaa, kun mikroskopisk synlige Diamanter, som blev tilbage, naar man opløste Jernet i Saltsyre. Diamantdannelsen ved denne Frem- gangsmaade kan maaske forklares ved, at der under den plud- selige Afkøling af det smeltede Jern opstaar et højt Tryk i det Indre af den udvendig stivnede Jernklump, Kulstoffets Molekylvægt. De frie Ku I stofformers høje Smeltepunkt og Kogepunkt tyder paa, at de maa besidde meget store Molekyler. For Dia- mantens Vedkommende er der Grund til at mene, at hver enkelt Diamant- krystal maa opfattes som et eneste Molekyle. Ved at undersøge Høntgen- straalernes Tilbagekastning fra en Diamantkrystal har man nemlig kunnet bestemme, hvorledes de enkelte Kulstofatomer ligger i Forhold til hverandre, og det har vist sig, at de danner et ganske regelmæssigt Gitter, hvor hvert enkelt Kulstofatom er omgivet af fire andre, der sidder omkring det, ligesom