PRIMITIV TREPANATION

Operation, havde ikke sjeldent et Omfang, som man aldrig eller ialfald kun ganske undtagelsesvis ser i vore Dage. Man har Eksempler paa forhistoriske Tre- panationer, hvorved der er frembragt Huller paa ind- til 14 (!) Centimeters Længde med fuldstændig helet Rand, og som Patienten følgeligt maa have overlevet i længere Tid.1) Ganske vist kender man Eksempler paa endnu større patologiske Substanstab af Kraniets flade Knogler, navnlig ved Syphilis, men disse æld- gamle Trepanationer eller Resektioner er udførte paa tilsyneladende fuldkommen sundt Benvæv og røber allerede ved deres forbløffende Størrelse en Dristig- hed og Sikkerhed hos Operatøren, som maa støtte sig til en meget betydelig Erfaring. Hvad saadanne Operatører iøvrigt kunde præstere, véd vi ganske vist intet om, men det synes ind- lysende, at de ogsaa paa andre Omraader maa have kunnet udføre kirurgiske Bedrifter af høj Rang. Mærke- ligt er det, at de ældste historiske Efterretninger om Lægekunst ikke omtaler disse Ting. (De hippokratiske Skrifter repræsenterer i saa Henseende et langt højere Kulturtrin og maa følgeligt lades ude af Betragtning.) Det kan betyde, at Trepanationen var gaaet af Brug, men det kan ogsaa betyde, at man ikke regnede den for noget, der var værd at omtale, og den Dristighed, hvormed man allerede i Stenalderen luftede Hjernen, taler i høj Grad for, at man betragtede disse Opera- tioner som noget ganske selvfølgeligt. I de Tider var Huller i Hovedet af anden Oprindelse heller ikke saa x) Pruniéres: Assoc. frang. Congrés de Biois, 1884, S. 417.