PRIMITIV TREPANATION

16 ualmindelige som nuomstunder. Den svenske Bjärköa- Rätt fra ca. 1500 har saaledes en meget interessant Bestemmelse om, at Lægen med to Mænd skulde vidne, hvor mange Ben der blev udløst ved Hoved- saar, og en ganske lignende Bestemmelse findes i den alamanniske Lov. Herefter fastsatte man den Bøde, som Gerningsmanden havde at udrede, men Benene maatte dog ikke være helt smaa; de skulde være saa store, at det kunde høres i en vis Afstand, naar man lod dem falde ned i et Skjold, og hele denne medikolegale Forretning foregik under Iagttagelse af bestemte processuelle Former. Hvis Lægen havde tabt Benet, skulde det ved to Vidner godtgøres, at det virkelig hidrørte fra det omhandlede Saar. (»Si autem ipsum os medicus perdit et non potest illud præsen- tare, tune duos testes adhibeat, qui hoc vidissent, quod de illa plaga os tulisset, aut ille medicus hoc comprobet, quod verum fuisset, quod de ipsa plaga os tulisset.«1) Lex Alamannorum. Tit. LIX, 5.) Skønt disse Vidnesbyrd stammer fra en forholdsvis sen Tid, kaster de dog et ganske godt Lys over For- holdene. De middelalderlige Love indeholder ikke faa Bidrag til Belysning af Datidens Lægevæsen, men det her anførte er vistnok det, der giver det bedste Billede af den, man fristes til at sige gemytlige, Maade, hvorpaa man betragtede de Læsioner, som gjorde Trepanationen til et dagligdags Indgreb. Saa- *) »Men hvis Lægen taber dette Benstykke og ikke er i Stand til at fremlægge det, skal han tilkalde to Vidner, som havde set ham fjerne Benstykket fra Saaret, eller Lægen maa godtgøre Rigtig- heden af, at han har fjernet Benstykket fra dette Saar.«