PRIMITIV TREPANATION

64 og Amerikas Museer, hvor man først i de senere Aar har faaet Øje for Betydningen af disse ejendommelige Substanstab, som man tidligere opfattede som frem- komne ved Læsioner eller ved Sygdom. De har i saa Henseende delt Skæbne med adskillige europæiske Stenalderskranier, som mange indsigtsfulde Forskere længe vægrede sig ved at anerkende som trepane- rede, fordi det forekom dem usandsynligt, at Sten- aldersfolket virkelig havde forstaaet at foretage saa store operative Indgreb, som der her er Tale om. Idet de søgte at forklare de store Substanstab paa anden Maade, oversaa de, at man ikke kan slaa Hul- ler af saa stort Omfang i en levende Mands Hovede, uden at han dør af det, og at de ikke ret vel kan fremkomme ved Sygdom, uden at Kraniet bærer andre Spor af sygelige Processer, men iøvrigt maa det erin- dres, at den fulde Forstaaelse af hele denne Sag har man først opnaaet, efter at man havde faaet et langt større Materiale til Raadighed end det, man den Gang havde. Blandt de trepanerede Kranier fra Sydhavsøerne, der er nærmere undersøgte, skal der her omtales et særlig karakteristisk Eksemplar,1) som findes opbevaret og udstillet i det etnografiske Museum i København, der for mange Aar siden har faaet det fra Paris, uden at man forresten véd andet om dets Historie, end at det efter en gammel Paaskrift stammer fra Balade paa Nordkysten af Ny Kaledonien, og at det efter hele sin Form er et typisk Papuakranium ’) Søren Hansen: Primitiv Trepanation. Bibi, f. Læger, 1894.