Mælkeribruget i Danmark

Blodig Mælk. 263 mensætning, som man ofte finder den hos Køer, der begynde at blive gammel- malkende. Ved Undersøgelsen 4de Septbr. 1889 skriver han: „Yveret omtrent regelmæssigt at se til, men ved Beføling viser højre Bagkjertel sig noget mindre og haardere end de andre, og Mælken af den er salt, medens den er god af de andre.“ — Samtidig skriver han om Nr. 137: „Sund Ko, tilsyneladende sund Mælk af alle Kjertier, men venstre Forkjertel næsten forsvunden og højre Bag- kjertel forstørret og forhærdet; ingen Lymfesvulst over Yveret.“ — Og om Nr. 90 skriver han: „Løber om, Mælken daarlig fra alle Kjertier, dog mest fra begge Højrekjertler, der ogsaa vise sig at være større og mere forhærdede end de venstre. Mælken slimet og klumpet. Venstre Forkjertel blødest og giver bedst Mælk, som dog smager væmmelig salt.“ Bortset fra Nr. 108, der var syg og afmagret af Stivsyge, gjorde de fire andre Køer Indtryk af at være raske, og hverken vedkommende Landmand eller Fodermesteren havde bemærket nogen Mærkværdighed ved Yverne. — Nr. 62 kunde anses for at begynde at blive gammelmalkende; men dette kunde ikke siges om de andre, og særlig ikke om Nr. 90. Vedkommende Landmand frem- hævede endog til vor Bemærkning om, at den Ko burde goldes og udsættes, at han frygtede ganske vist for, at den skulde blive Overløber; men at den fore- løbig betalte sit Foder godt, da den gav 15 Pd. Mælk daglig. At de 15 Pd. Mælk ikke var saa meget værd for Smørproduktionen som 5 Pd. fra en almin- delig Gammelmalker, derom havde han ingen Anelse, og saaledes gaar det uden Tvivl i mange Tilfælde; — Mælken blandes sammen, og saa mærkes intet, før- end Smørhandleren gjør Udsættelse paa Smørret, eller Mejersken ikke kan „faa Smør". Saalænge Mælken ikke er stærkt klumpet, eller Koen meget øm i Yveret, omtaler Malkepigen intet; — Manden mener, at Koen betaler sig godt, og da Mælken slaas sammen, mærkes det ikke, hvorvidt den enkelte Ko giver lidt eller meget Smør. Den her omhandlede Egenskab hos enkelte Køer at give salt Mælk er ganske vist endnu kun undersøgt i faa Besætninger, men der foreligger dog Exempler, som tyde paa, dels at den Ko, der giver salt Mælk ét Aar, ogsaa giver det alle de følgende Aar, og dels at Egenskaben er arvelig eller synes særlig at findes i visse Familier. Og da det fremgaar af Analyserne, at det ringe Smørudbytte ikke alene skyldes Kjærningsvanskeligheder, men ligefrem Fattig- dom paa Smørfedt*), synes der at være al mulig Anledning til at undersøge, hvilke Individer der give salt Mælk for hurtigst muligt at faa saadanne fedede til Udsætning. Blodig Mælk kommer ofte til Mælkerierne saaledes blandet med anden Mælk, at Farven kan foraarsage Forvexling med Raa- mælk. Ved nærmere Undersøgelse vil man dog let med Sikkerhed kunne afgjøre, om den stærke Farve skyldes Raamælk eller Blod. *) Professor Porcher ved Veterinærskolen i Lyon meddelte ved Mælkerikon- gressen i Paris 1905 at have undersøgt lignende salt Mælk fra Køer i Om- egnen af Lyon.