Mælkeribruget i Danmark

Gammelmalkende Køers Mælk. 267 først naar den er nær ved at blive gold. Mælken kan være alkalisk, af høj Vægtfylde, rød eller blaa, salt eller bitter, og flov eller meget ildesmagende. Nogen bestemt Regel synes der ikke at være; men selve Brummesygen er ogsaa af forskjellig Natur. Nogle Exempler vidne om, at Mælken fra en enkelt Brummer kan forstyrre Kjærningen paa en Gaard, medens Smørproduk- tionen lykkes, saasnart den ene Kos Mælk tages fra, og alle andre Forhold forblive uforandrede. Det maa derfor tilraades hyppig at undersøge Mælken fra de Køer, der vise Tegn til at blive Brum- mere, for at Mælken kan blive taget fra, saasnart den begynder at blive daarlig. — Koen bør goldes hurtigst mulig og udsættes til Slagtning*). Gammelmalkende Køers Mælk er ovenfor allerede omtalt nogle Gange; men yderligere skal her fremhæves, at ligesom man i Almindelighed bør skjelne mellem to Slags Gammelmalkere, saadanne, som rettest bør betegnes som Udsættere, Fedekøer, syge Køer, Brummere o. s. v., og saadanne, som atter nærme sig Kælvningen, saaledes bør man ogsaa gjøre tilsvarende Forskjel med Hensyn til Mælken. — Udsætternes Mælk bør, saalænge den kan produceres med Fordel, anvendes, hvor den gjør mindst Skade**), til Husholdningsbrug og til Produktion af Husholdnings- smør. — Køer, der atter skulle kælve, bør derimod, saasnart Mælken viser sig at være daarlig, strax goldes, selv om det skal *) Nogle Dyrlæger paatage sig ved en let og hurtig Operation gjennem Skeden at borttage Æggestokkene, hvorved Sygdommen hæves, Koen falder i Ro og bliver lettere at fede. Foretages Operationen paa et tidligt Tidspunkt, kan Koen ogsaa vedblive at malke; men der foreligger ingen Oplysning om, hvorvidt Mælken altid vedbliver at være normal, naar Operationen er fore- taget, inden den var begyndt at blive daarlig, og endnu mindre om, hvilken Indflydelse Operationen har paa Mælkens Kvalitet eventuelt i Retning af at forbedre den. — Nu i de senere Aar har det vist sig, at Dyrlæger i mange Tilfælde kunne foretage Operationer saaledes, at Æggestokkene ikke fjærnes, og at Køerne igjen kunne blive drægtige. Derfor maa det tilraades, særlig for gode Malkekøers Vedkommende, at tilkalde Dyrlægen, saasnart der spores Tegn til Brummesyge. **) At give Udsætternes Mælk til Kalve kan i Almindelighed ikke tilraades, da disse i mange Tilfælde ville have Skade af den. — Fremhæves maa det imidlertid, at Udsættere og Fedekøer ofte give upaaklagelig Mælk, hvilket man uden Tvivl bedst sikkrer sig ved at paabegynde Fedningen, medens