Haandbog i den mechaniske Deel af Naturlæren indeholdende Læren om de faste og flydende Legemers Ligevægt og Bevægelse og en udførlig Efterretning om Opfindelsen, Uddannelsen og den nærværende beskaffenhed af Dampmaskinen

238 Vandets Bevægelseslære. Dampen med storste Fordeel, burde Støvlen stedse holdes mu- ligst varm, og, var dette Tilfældet, saa var al Fortætning umulig. Hans forste Forsøg til Forbedring bestode i at sætte en Troestsvle, i Stedet for den forhen anvendte Metalsisvle, paa Grund af, at Træet var en flettere varmeleder, eller lang- sommere afgav sin Varme, end Metal. Trcestsvlcn svarede vel i een Henseende til sin Hensigt; men, da den qvcellede ud, og indvendigen blev ujevn, naar den fyldtes med Vand, tiltog Riv- ningsmodstanden saaledes, at han nydtes til at opgive Bruget af denne Materie, og atter tage sin forrige Messingstovle, som han nu dog omgav med Træ og fyldte alle Mellemrummene med fiinstsdt Trækul, saaledes forekom han saavidt muligt Afkjsling af den ydre Luft. Ved dette Middel og ved ikke at indsprøjte mere Vand i Støvlen, end just var fornødent, bragte han Spildet til det Halve. Dog, ved at bruge saa liden Deel Vand til Fortætningen, stjondt man derved sparede Damp, blev Maflinens Kraft væsentlige» formindflet, thi, da Støvlen afkjoledes betydeligcn nnder Vandets Kogepunct, blev Fortætningen indvendigen snare ufuldkommen, og en Deel, der endnu besad betydelig Spændkraft blev tilbage og modarbci- dede i hyi Grad Atlnosphærens Tryk ovenfra. Men Watt var overbeviist om, at, naar Fortætningen sieete inde i Støvlen, maatte den stedse enten være ufnldkommen, eller ogsaa maatte, hvis Afkjslingen sinlde være tilstrækkelig, Damp gaae tilspilde; og han var nær ved at uddrage den Slutning, at Dampma- flinen ikke var istand til en større Forbedring, men var i dkn muligst fuldkomne Tilstand, da han fik den lykkelige Tanke at fortætte Dampen i et scrrsiilt Kar, isted.ctfor indvendigen i Støvlen. Dette forsøgte han forst paa folgende simple Maa- de: et kegledannet Kobberkar sattes i Forbindelse med et Tin^ rsr af 30 Tommers Længde og 4 Tommers Vide, og en Hane anbragtes som kunde aflukke Roret; Karret fyldtes med Damp fra en liden Kjedel, medens Tinrøret nedscenkedes i koldt Vand; aabnedes da Forbindelses-Hanen iinellein Noret og Karret, saa at Dampen knnde trænge ind, trykkedes strnx Rorets Sider sammen, hvilket var Beviis, at disse ikke vare stærke nok, naar ved Dampens Afkjoling ct lufttomt Rum dannedes indvendigen