Jærnbaneulykker
Hvilken Sikkerhed Byder Statsbanerne De Rejsende?

26 er kørt et lille Stykke forbi Signalet, før det kunde standses. Naar Aarsagen derimod — som ved Gen- tofte-Ulykken — er, at Signalet ikke respekteres, fordi Lokomotivføreren »tror«, at Faresignalet vil blive forandret til »fri Bane«, inden han naar Signalet, er Faren selvfølgelig meget større end i de ovenfor nævnte Tilfælde, ti dersom hans Skøn er galt, vil han altid opdage det for sent. Det er strængt forbudt Lokomotivførerne over- hovedet at ræsonnere over Faresignalers Varighed o. lign., og der vælges til Førere selvfølgelig kun saadanne Folk, som ere særlig paalidelige, ædruelige, pligtopfyldende bg samvittighedsfulde, saa at de klart føler det store Ansvar og er sig bevidst, at hele Sikkerheden staar og falder med, om de til det yderste bestræbe sig for altid og ubetinget at respek- tere Signalerne. Der er derfor kun meget ringe Sand- synlighed for, at Uheld af denne Art atter indtræffer. En anden Art Uheld, hvoraf der hidtil er indtruf- fet en Del, har sin Aarsag i, at et central- betjent Sporskifte, der ved Hjælp af Stang- eller Traadtræk er indrettet til at betjenes (skiftes) fra Signalposten, omstilles før hele Toget har passeret Skiftet. Det kan nemlig undertiden være vanskeligt fra Porten at se, netop naar et fjerntliggende Spor- skifte er passeret helt, og dersom Signalpasseren da af ren Tjenesteiver mod Ordren sætter Signalet til-