Dansk Statistiks Historie 1800-1850
Særlig med Hensyn til den officielle Statistiks Udvikling

55 en let Sammenligning mellem forskellige Ting og forskellige Dele af Landet, og nøje at klare sig i Enkeltheder, hvilke Oplysninger Tabel- indretningen skal samle, ordne og afgive, samt Tidspunktet, naar de skulle afgives og til hvem. Kommissionen maa da først skaffe sig Besked om, hvilke Departementer der paa bestemte Tider skulle ind- hente Indberetningstabeller, disses Emner i den nøjagtigste Detail og Tidspunktet, da de skulle indgives. Alt tabellarisk Arbejde maa gaa igennem et Brændpunkt, Tabelindretningen, der bestyres af et Samfund af dertil udnævnte Medlemmer for ethvert Kollegium, og som skal give Tabellerne Form og direkte maa indhente Oplysninger fra vedkommende Embedsmænd; men til nødvendig Arbejdsdeling bor Materialierne indsamles, distriktsvis, ved Tabellarister (Kontorer), der skulle staa direkte under Tabelindretningen, f. Eks. et Tabel- kontor i hvert Amt. Tabelindretningen skal da til bestemte Tider afgive detail]erede tabellariske Efterretninger. Ved et saadant Organ kunde Regeringen ved Slutningen af hver Januar Maaned i Detail kende Kigets Tilstand, uden at det havde kostet stort Arbejde for nogen, idet de af Tabelindretningen forfattede Tabelskemaer gennem Tabelkontorerne sendes til Udfyldning af vedkommende; «naar det først blev til en Vane, at der aarlig regelmæssig paa visse Tider opgaves en Snes forskellige Spørgsmaal, og Erfarenheden havde vist, at saadant fandt Sted uden direkte Folge, saa vilde disse Efterretninger lige saa ordentligen gives, som andre Skyldigheder opfyldes». Unægtelig aabnede dette Udkast Udsigt til et meget fint Cen- tralisationsapparat, samtidig med at det ved Opstillingen af Lo- kalcentrer kommer Nutidens seneste Krav ret nær. Vejene, der skulde følges, vare trukne op efter Linealens lige Linie. At Statistikken dog i Forvejen havde banet sig adskillige, maaske højst bugtede, men hævdvundne Veje, at der ikke i Forvejen var tabula rasa, at den ny Indretning maatte kræve mange Penge, anfægtede i ringe Grad en Reformiver, der havde Revolutions- og Oplysnings- tidens Mod til at gaa lige paa. Den praktiske Gennemførelse, som Kommissionen stod overfor, maatte dog medføre adskillige Betænkeligheder, og Mandix blev deres kraftigste Talsmand. I sit