De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

FIRMAETS TIDLIGERE FORRETNINGSLOKALE var det saa helt utvivlsomt det rette Sted for Snit og Fa$on, og i de Aar, han blev derovre (fra J. R. LUND Det var fra Paris, hin Tids farende Haandværksmand havde hentet sin frie Holdning hjem, i Seinestadens Luft han havde indsuget Friheds-Længsel og Friheds- Tro, — det var ogsaa derovre, han var truf- fen sammen med de Landsmænd af det »lærde Laug«, som siden efter skulde blive hans Fæller og Førere i den hjemlige Kamp for Frihed. Det var den »frie, stærke« Aand i Fyrrernes Frankrig, som bandt de unge Mænd broderlig sammen og gav dem Haab og Mod til med denne Kamp som Maal at drage tilbage til deres Fædreland. Store og dristige var de Tanker, som i hine Aar blev tænkt i Paris’ Værksteder og Studerekamre, vel skikkede til at ene Ungdom i fælles Be- gejstring — og særpræge dem for Resten af deres Liv. Om Ingen gjaldt dette mere end om Johan Rasmus Lund, som j ti st var iblandt de unge danske Haandværkere, der i denne store Brydnings-Tid opholdt sig i Paris. Han var født i Kjøbenhavn den 13. December 1822, og hans Fader var, betegnende nok, Fnmester (altsaa udenfor Lauget) i Snedker- faget. Da Drengen var konfirmeret, blev han først anbragt hos en Købmand i Hille- rød, men kom kun kort efter i Skræderlære hos en Slægtning i Horsens, og her blev han Svend den 4. Oktober 1841. Faa Aar før var der udkommet en kongelig Plakat, som forbød danske Haandværkssvende paa deres Vandringer at besøge eller opholde sig i Lande, »hvor Associationer og Forsamlinger af Haandværkssvende taaltes« Meningen hermed var især at holde de unge Mennesker borte fra det »revolutionære« Frankrig! Men ligesom denne »krænkende og ufortjente Mistillid til den danske Haand- værkerstand« strax blev modtagen med skarp Protest af denne Stand, saa forfejlede den ogsaa fuldstændig sin Virkning: Haandværkeren satte sig ej alene simpelthen ud over den, men selve Paris fik nu netop forøget Tiltrækningskraft. Og det var da og- saa didhen, den unge Lund skyndsomst styrede sin Kurs. Men for en Skræder var det nu mere naturligt end for nogen Anden: gennem Aarh undreder havde Paris været Modens Dronning, som den endnu ubestridt er det for Damedragtens Vedkommende, — det var først langt senere end Fyrrerne, at Sceptret tabtes paa Herreskræderiets Felt: efter gammel Skik skal nemlig Herre- moden altid frembæres af en kongelig Person og skabes derfor ikke let i en Repu- blik. Og dog turde ogsaa paa dette Omraade Paris’ Indflydelse, efter at Edward VII fra galant Prince of Wales er bleven graanet, gravalvorlig Monark og Landefader, paany være i afgjort Stigning. Dog, som sagt, den Gang, da Lund drog til Frankrigs Hovedstad,