Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

Forfatter: Alexander Von Humboldt

År: 1856

Serie: Kosmos

Forlag: F.H. Eibe

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Andet Oplag

Sider: 140

UDK: 50 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000043

Andet bind. Oversat af C. A. Schumacher.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 478 Forrige Næste
98 Frugt, som en Stræben efter den hoieste Tinde, som Jntelli- gentsens Fremskridt og Uddannelse kunne naae; men det, hvoraf vi her meddele Antydninger, er fun en Deel af Kul- turhistorien selv. Denne omfatter samtidigt det, som betegner de eukelte Folkeflags Fremffridt i enhver Retning af forhoiet Aandsdannelse og Sædelighed. Fra et niere indstrænket phy- sist Synspunkt afvinde vi den mennestelige Videns Historie kun een Side; vi fæste især Blikket paa det efterhaanden Ud- forfiedes Forhold til Naturhelet; vi dvæle mindre ved de en- kelte Discipliners Udvidelse, end ved de Resultater, som kunne asmindeliggjores eller have ydet kraftige materielle Hjælpe- midler til en noiere Iagttagelse af Naturen i forftjellige Tids- aldere. Fremfor Alt maa en tidlig Ahnen og en virkelig Vi- den afsondres omhyggeligt og ftarpt fra hinanden. Under Menneskeslægtens tiltagettde Kultnr gaaer meget cif den Forste over i den Anden og en saadan Overgang fordunkler Opfin- delsernes Historie. En aandig, ideal Sammenknytning af det tidligere Udforstede leder ofte næsten ubevidst Ahnelsesevnen og forhoier den ligesom ved en besjcelende Kraft. Hvor me- get er der ikke hos Inder og Græker, hvor meget er der ikke i Middelalderen blevet udtalt om Sammenhængen imellem Naturphænomcner, forst ubevist og sammenblandet med det meest Ubegrundede, men i sildigere Tider blevet støttet paa sikker Erfaring og derpaa videnskabeligt erkjendt! Den ahnende Indbildningskraft, den Aandcus altoplivende Virksomhed, som rorte sig hos Plato, hos Columbus, høs Kepler, bor ikke be- skyldes for, at den Intet har ffabt paa Videnffabens Ene- mærker, ikke beskyldes for, at den efter sit Væsen nodven- digviis inaa aflede fra at udgrunde det Virkelige. Da vi have defineret den physiske Verdensbe-