Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

151 for vor Tidsregning, d. e. til den forste messeniste Krig. Saa meget er vist, „at Chaldceerne kjendte Maanens mellemste Be- vægelser med en Noiagtighed, som foranledigede de græske Astronomer til at betjene sig af dem til Beviis for Maane- theoriett."^ Deres Iagttagelser af Planeterne, hvortil de opmuntredes af en ældgammel Forkjærlighed for Astrologien, synes de ligeledes at have benyttet til en ordentlig Konstruk- tion af astronomiske Tabeller. Her er ikke Stedet at udvikle, hvor meget der tilhorer Chaldæerne af de tidligste pythagoræiske Forestillinger om Him- melbygningens sande Beffaffeuhed, Planeternes Lob og de ifolge Apollonius Myndiuso paa en lang, regelmæssig Bane til- bagevendende Kometer. Strabo kalder „Matematikeren Seleu-- kus" en Babylonier og fljelner ham fcmlebeé10 fra Erpthræe- ren, der maalte Havets Ebbe og Flod. Det er nok at be- mærke, at den græste Dyrekreds ligeledes hoist sandsynligen „er laant af Chaldæernes Dodekatemoria og ifolge Letronnes vigtige Undersøgelser 11 ikke gaaer længere tilbage, end til Begyndelsen af det sjette Aarbundrede for vor Tidsregning." Det, som Hellenernes Berøring med Folkesiag af indisk Oprindelse har fremkaldt umiddelbart i de macedoniffe Hær- togs Tidsrum, er indhyllet i Dunkelhed. Fra den viden- skabelige Side kunde der sandsynligviis kun vindes Lidet, fordi Alexander, efterat have draget igjennem Porus's Rige imel- lem den cederrige12 Hydaspos (Ielum) og Acesines (Tschi- nab), kun trængte frem til Hyphasis i de fem Floders Land (i Pantsch an a da), fljoudt til det Punkt, hvor denne Flod allerede har optaget Satadrus (hos Plinius Hesidrus) Vande. Mismod blandt hans Krigere og Frygt for en Op- stand i de persiske og syriste Provindser tvang Helten, der vilde trænge frem imod Vsten indtil Ganges, til Tilbagetogets