Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

182 indordne det Naturbestrivende Under hoiere, almindeligere Fore- stillinger og holde fast paa Synspunktet for en sammenlig- nende Naturvidenskab. Spirerne til saadanne høiere, ikke alene orographiske, men virkeligt geognostiske Forestillinger fin- des hos Eratosthenes og Strabo, men den Forste benyttes kun een eneste Gang, den Anden slet ikke. Af Aristoteles s Dyre- historie har Plinius hverken forstaaet at hente den paa den indre Organisations Hovedforstjelligheder støttede Inddeling i store Dyreklasser, eller Sandsen for den ene sikkre Induk- tions-Methode i Almindeliggjerelse af Resultaterne. Plinius begynder med pantheististe Betragtninger og sti- ger fra Himmelrummene ned til det Jordiske. Ligesom han erkjender Nødvendigheden af at skildre Naturens Kræfter og Herlighed (naturæ vis atque majestas) som et stort og sam- virkende Hele (see Tankesproget paa mit Skrivts Titel), saa- ledes skjelner han ogsaa i Indledningen til 3die Bog imellem almindelig og speciel Geographi; men denne Forfljel bliver snart atter tilsidesat, naar han taber sig i en ror Navncfor- tegnelse over Lande, Bjerge og Floder. Fortegnelser over Na- turens tre Niger fylde den storste Deel af Bogerne VIII— XXVII, XXXIII, og XXXIV, XXXVI og XXXVIi. I et af sine Breve betegner den yngre Plinius meget rigtigt Farbroderens Arbeide som „et indholdsrigt og lærd Værk, der ikke er mindre mangfoldigt, end Naturen selv (opus diffusum, eruditum, nec minus varium quam ipsa natura).” Meget, der er blevet lagt Plinius til Last som en unødvendig og alt- for forstjelligartet Indblanding, er jeg tilboielig til her at fremhæve rosende. Det forekommer mig i Særdeleshed glæ- deligt, at han saa ofte og stedse med Forkjcerlighed omtaler den Indflydelse, som Naturen har ndovet paa Menneskets Civi- lisation og aandelige Udvikling. Kun er Tilknytningspunkterne