Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

207 som de minde levende om, hvorledes Arabernes Fremtræden har virket forbindende i vide Rum paa Udbredelsen af Kundftaber og Ophobningen af numeriske Resultater, Resulta- ter, som i Keplers og Tychos store Tidsalder bidroge væsent- ligt til at grundlægge den theoretifke Astronomi og en rigtig Forestilling om Bevægelserne i Himmelrummet. Det Lys, som var blevet tændt i det af tartariste Folkeslag beboede Asten, udbredte sig i det 15de Aarhundrede længere Vester paa til Samarkand, hvor Timuriden Ulugh Beig foruden Obser- vatoriet anlagde et Gymnasium, der lignede det alerandrinste Museum, og lod forfatte et Stjeruekatalog, som ganske flottede sig paa ny og egne Iagttagelser.^ Efter den Roes, som her er bleven ydet Arabernes Kundskab om Naturen i de tvende Sphærer, Jord- og Him- melrummene, maa vi ogsaa gjore opmærksom paa det, hvor- med de have forøget deu rent mathematiske Videns Skat ad Taukeudviklingens ensomme Veie. Jfolge de nyeste Varker, som ere blevne udarbeidede i England, Frankrig og Tydsklaud^ om Mathematikens Historie, er Arabernes Algebra „oprinde- ligt opstaaet ligesom af to længe uafhængigt af hinanden fly- dende Stromme, en indiff og en græsk." Den algebraiske Haandbog, som beti arabiske Mathematiker Chovarezmieren Mohammed Ben-Musa forfattede efter Khalifeu Al-Mamuns Befaling, grunder sig, som min saa tidligt hedengangne, lærde Ven Friedrich Rosen har godtgjort16, ikke paa Diophautus, men paa indiff Videu; ja allerede i Slutningen af det 8de Aarhundrede, under Almansor, bleve indiske Astronomer kaldte til Abassidernes glimrende Hof. Diophantus blev ifølge Ka- siri og Colebrooke forst henimod Slutningen af det 10de Aar- hundrede oversat paa Arabisk af Abul-Wefa Buzjani. Det, som ftal savnes hos de gamle indiske Algebrister, den fra Sæt-