Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

282 ■ af Klazomenieren og Diogenes fra Apollonia har jeg tidligere bragt i Erindring, hvor Talen var om Asrolitherne.28 Om den Tiltrækningskraft, Jordens Centrum udover paa alle tunge Masser, som adskilles fra samme, havde Plato rigtignok en klarere Forestilling end Aristoteles, der vel, ligesom Hipparch, kjendte den tiltagende Hastighed i Legemernes Fald, men dog uden at opfatte Tingens rigtige Grund. Hos Plato og Democritus indskrænker Talen om Tiltrækning stg ene til Ideen om Affiniteten eller lig eart ede elemen- taire Stoffers Bestræbelse efter at indgaae Forbindelse med hinanden.29 Kun Alerandrineren Johannes Philoponus, en Discipel af Ammouius Hermece, sandsynlig forst fra det 6te Aarhundrede, afleder Himmellegemernes Bevægelse af et primitivt Stod, og forbinder med denne Idee tillige Ideen om Faldet, eller alle tunge og lette Legemers Bestræbelse mod 3orbeii. 30 Hvad Kopernikus cchuede, men Kepler tyde- ligere udtalte i sit herlige Værk de Stella Martis, og her endog anvendte paa Oceanets Ebbe og Flod, 31 sinder man pa any oplivet og rigt befrugtet (1666 og 1674) ved den acmdrige Robert Hookes Skarpsindighed. Efter flige For- beredelser optraadte Newtons Lære om Gravitationen som det grandioseste Middel til at forvandle hele den phyfifle Astronomie til en Himmelens Mechanik. 32 Man seer ikke alene af Dedicatiouen til Paven, men ogsaa af mange Steder i Værket selv, at Koperuikus temme- lig fuldstændig kjendte de Gamles Forestillinger om Verdens- bygningen. Ha« anfører iuiidlertib fra den autehipparchske Tid kun Hicetas fra Syrakus, hvem han stedse kalder Nicetas, end- videre Pythagoræeren Philole.us, Plato's Timæus, Ecphantus, Heraklides fra Pontus og den store Geometer Apollonius fra Perga. Af de to hans Spstein nærmest staaende Mathema-