Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

314 det verlende Lufttryk samt Atmosphærens Dunstmængde ved Opfindelsen af dertil egnede, om og endnu meget ufuldkomne Jnstrumeilter samt ved Galileis, Torricellis og Medlemmerne af Academia del Cimentos Arbeider blevne Gjenstand for umiddelbar Forskning: saa er derimod Alt, som angaaer Luft- kredsens chemi ske Sammensætning, forblevet indhyllet i Morte. Rigtignok lagdes Grunden til den pneumatiske Chemie ved Johann Baptist van Helmont og Jean Ney iden forste, og ved Hooke, Mayow, Boyle samt den dogmatiserende Becher i anden Halvdeel af det 17de Aarhuudrede; men saa paafaldende end den rigtige Opfatning af enkelte og vigtige Phæuomener er, saa manglede dog stedse Indblikket i deres Sammenhæng. Den gamle Tro paa den elementaire Enkelt- hed af den paa Forbrænding, Metallernes Iltning (Orydatioil) og Acmdedrættet virkende Luft var en Hindring, vanskelig at bortrydde. De antændelige og lysflukkende Gasarter i Huler og Bjergværker (de af Plinius saakaldte spiritus letales), Und- vigelsen af disse Gasarter i Form as Bobler t Sumpe og Miner alkilder, altsaa hvad deu tydfte Bjergmand kalder G r u- benwetter og Brunuengeister, havde allerede fængslet Opmærksomheden bos den Erfurter Benedictiner Basilius Valeutittus (sandsynlig mod Slutningen af det 15de Aarhun- drede) og hos Libavius (1612), en Beundrer af Paracelsus. Man sammenlignede hvad man tilsældigen bemærkede i alchy- mististe Laboratorier med det, som man saae beredt i Nalurens store Værksteder, foruemmeligen i Jordens Indre. Grubedrift paa ertsforende Leiringssteder (fornemmelig svovlkicsholdige, der opvarme sig ved Iltning og Contact-Elektricitet) førte til Anelse« om den cheiniske Forbindelse imellem Dietal, Syre og tiltrædende ydre Luft. Allerede Paracelsus, hvis Svær-