Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

321 iudre Jordhuler; endelig Nedstyrtningen af disse Huler, der foranlediger Lagenes Fald (deres Hældning mod Hori- zonten). Den physiffe Deel af dette vilde Mantasiebillede frembyd er nogle Træk, hvilke Tilhængerne af den nye, i alle Retninger mere uddannede Geognosie ikke vilde ansee for for- kastelige. Derhen hore Varmebevægelsen t Jordlegemets Indre og Afkølingen ved Udstraalingen gjeunem Overfladen; Evi- stentsen af en Dampatmosphære; det Tryk, som disse Dampe under Lagenes Consolrdering udove paa samme; Massernes dob- belte Oprindelse som smeltede og stivnede eller bundfældede fra Vandsamlingerne. Om den typiske Charakteer og den mineralogifle Forfljel af Bjergarterne, d. v. s. de i de fjerneste Egne tilbagevendende Associationer af visse, meeft krystalliserede Substantser, er der i Protogaea ligesaa lidt Tale som i Hookes geognostifle Anskuelser. Ogsaa hos denne ere de physiffe Speculationer over Virkningen af underjordiffe Kræfter ved Jordskjælv, ved pludselige Hævninger af Hav- bunden og Kystlande, ved Opstaaelsen af Der og Bjerge, frem- herskende. Beskaffenheden af Forverdenens organiske Levninger ledede ham endog til den Formodning, at de tempererede Zoner tidligere have maattct besidde det tropiske Klimas Varme. Der staaer endnu tilbage at omtale det vigtigste af alle geognostifle Phænomener, Jordens math em atisk e Skik- kelse, i hvilken Urtidens Tilstande kjendeligt afspeile sig, navnligen den roterende Masses flydende Tilstand og dens Hærdelse til Jordsphæroid. Billedet af Jordens Skikkelse blev r det 17de Aarhundrede Udkastet i sine Hovedtræk, om end ikke fuldkommen noiagtigt t Henseende til de numerifle Angivelser af Forholdet mellem Polar- og Wqvalorial-Aren. Picards Grad m aa li ug, udfort nred de af ham selv for- A. », Humboldt, Kosmos, il. 21