Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

30 Frembringelser, na ar han i sit stille Sind beundrer den tid- lig opgaaende Sol, idet den Udbreder sit gyldne (krokusgule) Lys over Jordens Kreds; naar han, hvilende t det dybe Græs ved en Kiloe eller under Skyggen af lovrige Træer, med sit Blik dvæler ved det dæmrende, forsvindende Fjerne?"50 Antiochien var dengang omgivet af Eueboerhytter, og i en saadan levede Chrysostomus. Det synes, som om Veltalen- heden havde ved Naturens Kilde, i Syriens og Lilleasiens dengang flovrige Bjergegne gjenfundet sit Element, Friheden. Men da Christendommen i de« senere, al Aandsdannelse fjendtlige Tidsalder, udbredte sig hos de germanske og cel- tiste Folkestammer, som tilforrl havde været hengivne til Naturdyrkelse og i raae Symboler tilbedet de opholdende og odelæggende Kræfter, blev flig noie Omgang med Naturen og Udgranskningen af dens Kræfter gjort mistænkelig, under Paaskud af, at den fremkaldte Hereri. Denne sig Hengiven til Naturen betragtedes ligesaa faretruende, som Tertullian, Cle- mens fra Alerandrien og næsten alle ældre Kirkefadre ansaae det, at give sig af med plastiste Kunster. I del tolvte og trettende Aarhundrede forbode Kirkeforsamlingerne i Tours (1163) og i Paris (1209) Munkene den synde fulde Læsning af physikalfte Skrifter.51 Forst ved Albert den Store og Roger Bacon bleve Aandens Lænker brudte, „Naturen renset fra den vedheftende Synd og indsat i sine gamle Rettig- heder." Hidindtil have vi skildret de Contraster, som i Henhold til Tidsepochernes Forskjellighed aabenbarede sig hos Grækere og Romere, i tvende hinanden saa nær besiægtede Litteraturer. Men det er ikke Tiden alene, d. v. s. det er ikke alene Verdens- begivenhederne i deres uopholdelige Forandren af Negjerings- form, Sæder og religiose Anskuelser, der frembringe disse